Nedgangen er vendt: Indbyggertallet stiger igen i Halsnæs
Efter dalende indbyggertal ansatte Halsnæs Kommune blandt andet en markedsføringskonsulent. Nu er indbyggertallet steget to år i træk.
Halsnæs Kommune har stor succes med at lokke nye indbyggere til.
Det sker efter en periode, hvor kommunen fra 2010 og fire år frem oplevede, at den mistede mere end 500 borgere.
Den udvikling skulle vendes, og derfor besluttede byrådet i Halsnæs at prioritere markedsføringen af kommunen højere. Man ansatte blandt andet en markedsføringskonsulent.
Det har ført til, at indbyggertallet nu er steget for andet år i træk, og lige nu ligger højere, end det gjorde i 2010.
Lige nu har Halsnæs Kommune 31.180 indbyggere.
I dag var de nye Halsnæsborgere så på bustur rundt i kommunen. Interessen for turen var så stor, at kommunen måtte leje en ekstra bus til turen.
Udviklingen glæder borgmesteren, Steen Hasselriis, der var tourguide på dagens bustur:
- Det er jeg bare så glad for, for hvis vi skal sikre velfærden i Halsnæs Kommune, så skal vi være en kommune, der er i fremgang. Så jeg er glad for, at det går virkelig godt.
En af dem, som var med på dagens tur, var Flemming Holse:
- Det var alletiders. Det er en god måde at lære stedet at kende på, siger han til TV 2 Lorry.
For ægteparret Flemming og Berit Holse har afstanden til København været af afgørende betydning, da de begge arbejder i hovedstaden. Og de synes ikke, der er for langt.
Desuden er de også lokket til af vandet:
- Vi bor tæt på Roskilde Fjord, som vi også bruger til at bade i, og så er her bare dejligt, siger Flemming Holse.
Hans hustru, Berit Holse, er lige så begejstret:
- Man kan gå ud hele tiden, og man opfatter vejret på en anden måde, siger hun.
På dagens bustur var der over 110 tilmeldte. Ifølge borgmester Steen Hasselriis har der tidligere været gennemsnitligt 30 tilmeldte.