Øvelsesbane for køreskoler hårdt ramt af udskudt genåbning: "Jeg håber ikke på noget mere"
Den udskudte genåbning af liberale erhverv i flere kommuner har mærkbare konsekvenser.
Der kommer alligevel ikke liv på John Vestergaards øvelsesbane for køreskoler i Frederiksværk efter påske.
Det må han sande, efter at myndighederne onsdag besluttede, at Halsnæs, Fredensborg, Gladsaxe, Brøndby og Ishøj må udskyde åbningen af de liberale erhverv på grund af for høje smittetal.
Mange køreskoler fra andre kommuner stod ellers klar, forklarer John Vestergaard, der er kørelærer og medejer af øvelsesbanen.
- Jeg har det jo lidt skidt. Vi har brugere, der står med 200 elever i Hillerød og 120 elever fra Helsinge, som ikke kan komme op og køre, siger han til TV 2 Lorry.
Når man tager højde for, at antallet af gennemførte test er forskellig i hver af de fem kommuner, så ligger antallet af smittede per 100.000 indbygger på 177 i Halsnæs, 166 i Fredensborg, 156 i Gladsaxe, 180 i Brøndby og 231 i Ishøj.
Køreskoleelever søger til andre kommuner
Den udskudte genåbning gælder fra den 6. til den 11. april. Og John Vestergaard frygter nu, at køreskoleeleverne søger ud til andre kommuner.
- Alle elever har jo frit lejde til at tage til Hillerød, Helsinge, Frederikssund for at tage kørekort. Og når de først kommer andre steder hen, så bliver de der jo, til de er færdige med kørekortet, siger han.
Frisør må aflyse 200 bookinger
Et andet sted, hvor den udskudte genåbning rammer hårdt, er hos frisør Grethe Bystrup, der er medejer af frisørsalonen Park by Bystrup & Pate i Gladsaxe Kommune.
Hun må nu aflyse omkring 200 aftaler i næste uge.
- Vi havde jo sådan håbet, at vi kunne lukke op nu, og nu har vi jo været slået tilbage flere gange. Rent psykisk er det utrolig hårdt det her, siger hun til TV 2 Lorry.
Grethe Bystrup undrer sig over, at lukning af frisører i Gladsaxe skulle sænke smitten.
- Den bliver jo bare spredt endnu mere, når folk så besøger de andre kommuner. Jeg ved ikke, hvor tro folk er i forhold til at blive i kommunen og blive klippet, siger hun.
Skuffet borgmester
Også Gladsaxes borgmester undrer sig.
- Det var overraskende, at det er de liberale erhverv, netop fordi de skulle åbne med coronapas, så vi har jo allesammen tænkt, at det ville være sikkert, siger borgmester Trine Græse (S) til TV 2 Lorry.
Fra den 12. april har politikerne besluttet, at kommuner automatisk skal lukke ned, hvis de testkorrigerede incidenstal kommer over 200 per 100.000 indbygger.
En del kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde ligger tæt på den grænse.
Kryser fingre
Borgmester Trine Græse håber, det vil lykkedes at smittetallet bragt ned, så liberale erhverv kan få lov at åbne den 11. april.
- Altså hvis mine borgere følger de anbefalinger, der kommer, lader sig teste, isolerer sig, og gør alle de ting, så kan det godt lade sig gøre, at få smittetallet ned på en uges tid, siger hun.
Frisør Grethe Bystrup krydser også fingre.
- Jeg håber det rigtig meget. Ellers så ved jeg snart ikke, hvad vi skal gøre mere, siger hun.
På øvelsesbanen i Frederiksværk har John Vestergaard ingen forhåbninger.
- Jeg håber ikke på noget mere. Med den måde som smitten i Halsnæs åbenbart breder sig, så ved man ikke noget, siger han.