Unge christianitter: De gamle har ladet kræftsvulst vokse
De gamle aktivister har vendt det blinde øje til udviklingen i Pusherstreet. Det mener ung christianit, der siger, at hans generation nu skal rydde op.
Den unge generation på Christiania har længe været rigtig trætte af det omfattende og hårdkogte hashsalg på Pusherstreet. Derfor valgte de at rydde alle hashboderne i fredags.
Ifølge 27-årige Carl Oskar Strange, som har boet på fristaden hele sit liv, havde miljøet på hashgaden bredt som en kræftsvulst på hele Christiania.
- Det er lidt ligesom, hvis du inviterer en sygdom indenfor og ikke behandler den med penicillin. Ja, så vokser den bare, siger Carl Oskar Strange til TV 2 Lorry.
Christianitterne stod som bekendt selv bag rydningen af pusherstreets hashboder i fredags. Rydningen skete efter at en politibetjent for en uge siden blev skudt i hovedet og en dramatisk menneskejagt udspillede sig i København.
De unge christianitter mener det alvorligt - de vil holde hashhandlen væk. Derfor har de etableret sms-kæder, hvis banderne og rockerne skulle vende tilbage.
- Vi har en sms-kæde og den har virket rigtig godt her på det seneste. Hvis én som har karantæne fra Christiania dukker op, så har vi stået 20-30 christianitter nede i gaden, for at forklare ham, at det går ikke det her, siger Carl Oskar Strange.
Ifølge Carl Oskar Strange er det særligt den unge generation christianitter, som ønsker at holde banderne og rockerne væk fra fristaden. Han mener, at den ældre generation må bære sin del af ansvaret for at hashhandlen og den efterfølgende vold er løbet løbsk de seneste år.
- Desværre måtte vi få kniven for struben, før der for alvor skete noget. Vi unge har sagt til de gamle aktivister, at de igennem 10 år har vendt det blinde øje til udviklingen i Pusherstreet. Derfor står vi unge nu tilbage med lorten og må samle den op med 20 tunge skovle.
Carl Oskar Strange håber på, at de i fremtiden kan holde hashsalget nede på et minimum. For han føler, at efter rydningen af Pusherstreet fungere fællesskabet i fristaden igen.
- Jeg synes, at det er rart at gå på "gaden" igen og nu møder jeg også mine naboer og venner her. Før vidste man ikke rigtig, hvem der var ens venner eller fjender, når man gik hernede. Før vi ryddede hashboderne, var pusherstreet adskilt fra resten af Christiania. Nu føles det som om vi er en samlet familie igen, siger Carl Oskar Strange til TV 2 Lorry.
Se mere i 19.30-udsendelsen onsdag