De er flygtet fra krig - nu er de i ferieby i Helsingør
En bus med ukrainske flygtninge ankom lørdag til Helsingør Ferieby. De er indkvarteret midlertidigt, mens kommunen arbejder på en permanent løsning.
På lidt over en uge er deres liv forandret fuldstændigt.
Op mod 20 ukrainere er flygtet fra deres hjemland via Polen, efter Rusland har invaderet Ukraine.
Lørdag morgen ankom de så med en bus til Helsingør Ferieby.
Ny forening hjælper flygtninge
Her tog flere personer fra Dansk Flygtningehjælp og foreningen "Help Ukraine Denmark" imod dem. En af dem var Micha Fuglede.
- Jeg synes, at dem, der kom ud fra bussen, var meget taknemmelige mennesker. Men de var også stille. Men kunne godt mærke, at de havde været igennem en hel masse for at komme hertil, siger hun.
Foreningen "Help Ukraine Denmark" er nystartet, kun en uge gammel og har på kort tid fået omkring 5.000 medlemmer på Facebook.
Foto: Andreas Hentze Madsen / TV 2 Lorry
Idé opstod på grund af tom bus
En af dem er altså Micha Fuglede. Hun fortæller til TV 2 Lorry, at idéen til flygtningebussen opstod, da de i foreningen fandt ud af, at der holdt en bus i Polen, der skulle køre tom hjem til Danmark.
- Samtidig så man de her billeder fra grænseovergangene, hvor der er masser af mennesker, der har brug for at komme væk og til et sted med fred og ro, tilføjer Micha Fuglede.
Derfor tog de kontakt til busselskabet og fik lov til at bruge bussen til at transportere ukrainske flygtninge til Helsingør.
Flygtninge, som de fik kontakt til i polske Krakow, hvor ukrainere var flygtet til, efter krigen var brudt ud i deres hjemland.
Foto: Andreas Hentze Madsen / TV 2 Lorry
Kommune lejer feriehuse
Helsingør Kommune har hjulpet med projektet og med at indkvartere flygtningene i flere feriehuse, så ukrainerne kan bo der midlertidigt, indtil der kommer en mere permanent løsning.
Det fortæller den konservative borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær.
- Det er en lidt mærkelig situation som borgmester at sige ja til, at vi gør noget som kommune, som vi egentlig ikke må lige nu. Men vi står i en humanitær krise, og vi ved, at der er en særlov på vej. Så derfor handler vi, siger borgmesteren med henvisning til et flertal af Folketingets partier, der er enige om at hastebehandle en særlov, der giver midlertidig opholdstilladelse til de ukrainske flygtninge.
Samtidig er Helsingør Kommune i gang med at gøre et plejehjem i Hornbæk klar til at kunne tage imod de ukrainske flygtninge, som kommunen får.