Kloakmester mangler faglærte - nu har børnehave forelsket sig i hans maskiner
Manglen på faglærte er så stor, at en kloakmester fra Helsingør har taget utraditionelle midler i brug.
Tre børnehavepiger sidder hævet cirka to meter over gadeplan i en enorm traktor.
Pigerne hiver i håndtag og trykker på alt, hvad der er at trykke på af knapper. Heldigvis er nøglen taget ud. Den ligger i lommen på kloakmester Kristian Rasmussen fra Snekkersten i Nordsjælland.
Han har en plan. En langsigtet plan om at få børn til at interessere sig for andet end en boglig fremtid.
- Det er næsten håbløst at finde faglærte arbejdere og lærlinge til de job, jeg har i firmaet, fortæller han til TV 2 Lorry.
Foto: TV 2 Kosmopol
Kristian Rasmussen har kørt en stor del af sin maskinpark til en børnehave i Snekkersten. En enorm traktor, en rendegraver og diverse køretøjer.
Han har desuden doneret børnehuset to helt nye elcykler. Så kan børnene på et tidspunkt komme med rundt og se, hvad en kloakmester egentlig render og laver.
Vil så et frø i børnene
Hans håb er, at børnehavebørnene vil, synes det er så interessant, at det sår et frø i børnene, som måske er spiret den dag, de skal vælge uddannelse og fremtidig karrierevej.
- Jeg tror, at børn ofte fra helt små bliver påvirket til at vælge en boglig karriere, så derfor forsøger jeg at vise dem, at der er andre muligheder end at bruge 20 år af sit liv på at studere, siger Kristian Rasmussen.
Foto: TV 2 Kosmopol
Og noget tyder på, at hans ide fungerer. I hvert fald målt på børnenes højrøstede og ivrige pilleri ved knapper og håndtag. En af børnene stikker hovedet ud af vinduet i en rendegraver og siger til Kristian Rasmussen:
- Når jeg bliver stor, vil jeg være arbejdsmand, siger drengen.
Det får et smil så bredt som traktorens kølergitter frem i ansigtet på Kristian Rasmussen.
- Der kan du se, de kan godt påvirkes, og man bliver jo helt høj af at se sådan en flok unger her. De har ild i øjnene, siger han.
Foto: TV 2 Kosmopol
Det samme bemærker børnehavepædagog Trine Kristensen.
- De synes, det er spændende med alle de her knapper og de ting, de kan. Det er naturligt for dem at være nysgerrige, og man kan godt se, at det var noget, der vakte begejstring, siger Trine Kristensen til TV 2 Lorry.
Initiativ rammer ned i aktuel debat
Kloakmester Kristian Rasmussens private inititaiv til at få flere børn til at interessere sig for byg og teknik rammer lige ned i en dagsorden, som erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri har forsøgt at sætte gennem længere tid.
Tidligere på måneden efterlyste Dansk Byggeri flere nordsjællandske unge på erhvervsuddannelserne, da kun 14 procent af landsdelens unge sidste år søgte ind på en erhvervsuddannelse.
- Alle er nødt til at bidrage, også kommunerne. De er nødt til at gøre en stor indsats for at ændre både børnenes, de unges og ikke mindst forældrenes holdning til de erhvervsfaglige uddannelser, så flere får øjnene op for, at en faglig uddannelse og karriere rent faktisk kan være noget for dem, sagde Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland.
Se tidligere indslag om Dansk Byggeris opråb nedenfor.
Alle kommuner er fra i år forpligtet til at sætte mål for søgningen til erhvervsuddannelserne og arbejde aktivt for at øge søgningen til erhvervsuddannelserne. Kommuner med et lavt søgetal skal derfor lave en handlingsplan for, hvad kommunen vil gøre for at øge søgningen.