Lukas købte skib for en krone: Nu vil han skabe fællesskab for unge
19 år gammel købte Lukas Koch et nedslidt træskib, som var billigt til salg. Hans drøm er at skabe et fællesskab for unge, og han er parat til at slide for det.
Lukas Koch er en handlingens mand. Da han en forårsdag sidste år så et Facebook-opslag om, at Gilleleje Havn havde et nu 119 år gammelt træskib til salg for en krone, måtte han bare have det.
Også selvom prisen tydeligt signalerede, at Bente Irene, som skibet hedder, ikke var i den bedste stand.
- Og så kom jeg der og havde pantet min colaflaske og havde en krone på lommen. Og så fik jeg lov til at overtage hende, fortæller Lukas Koch, der blot var 19 år gammel, da han købte det gamle skib Bente Irene.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Lukas Koch fik bugseret Bente Irene til Helsingør, hvor han havde skaffet en plads til hende.
På en måde kan man sige, at hun vendte hjem - for her havde skibet i en årrække haft base, mens det fungerede som spejderskib.
- Så lå det jo lige til højrebenet, at hun skulle ud og påvirke unge menneskers liv igen. Jeg tror, det kom lidt af sig selv, at det var den vej, vi skulle gå med hende, siger Lukas Koch til TV 2 Lorry.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Lukas Koch er bådebyggerlærling, men arbejdet med Bente Irene er ikke en del af hans officielle uddannelse. Han gør det, fordi han simpelthen ikke kan lade være.
- Det betyder meget for mig at kunne skabe noget, som har betydning for andre. Altså noget som er større end mig selv.
Siden han tog en rask beslutning og spenderede en krone for godt et år siden, har han stiftet Foreningen Bente Irene, som i dag ejer skibet. Målet er at skabe et fristed for unge, hvor der skal være plads til alle, uanset om de lider af angst eller depression eller deltager af andre grunde. Her skal man kunne komme, som man er.
- Og du behøver ikke bekymre dig, om du har en dårlig hår-dag eller har det rigtige tøj på, siger Lukas Koch.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Nøgleordet er fællesskab. Og der er meget at være fælles om. For der masser at gøre ombord. Planen er, at Bente Irene skal ud og sejle igen, men lige nu mangler hun alt fra master til styrhus og motor.
Lukas Kochs håb er, at forskellige fonde vil støtte projektet, mens foreningens medlemmer, med professionel hjælp, skal stå for alt det praktiske.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Da strømmen til skibets pumpe i sommer gik, begyndte Bente Irene at synke. Det lykkedes at få hende op igen, og med støtte fra Lauritzen Fonden og Tuborg Fondet har hun netop været en tur tilbage i Gilleleje.
Her var der plads til, at hun i et par uger kunne komme på land og få tætnet bunden. Et arbejde, som både omfattede frivillige og professionelle. Selv lagde Lukas Koch - naturligvis - masser af timer i det arbejde.
For nok er Bente Irene en gammel dame - men hun er også hans hjertebarn.
Se TV 2 Lorrys portræt af Lukas Koch og Bente Irene ved at klikke her
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
_
_