Nabo til teflonfabrik efter lakskader på biler: Sygt klamt
Flere naboer til teflonfabrikken Accoat i Kvistgård oplever, at der er lakskader på deres biler. De er sikre på, at det skyldes nedfald fra fabrikkens skorsten.
Det skriver DR, der også tidligere har fortalt, at nedfaldet har givet lakskader på Accoat-ansattes biler.
- Det er jo sygt klamt, fordi hvis det her rammer vores bil, så rammer det jo også vores børn, der leger i haven, siger Maja Nielsen til DR.
Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi på Københavns Universitet, mener, at de nærmeste nabogrunde til Accoat bør undersøges. Hun mener, at det er sandsynligt, at der kan være flussyre i nedfaldet.
Accoat har tidligere meldt ud, at fabrikken lukker inden for et år. Accoats bestyrelsesformand, Lars Bering, siger til DR, at der ifølge virksomheden ikke har været nedfald fra fabrikkens skorstene siden efteråret 2022.
- Det er beklageligt, at vi har haft nedfald af kalk- og rustpartikler. Det er nyt for os, at to borgere på et tidspunkt har fået plettet deres bil - de er naturligvis velkomne til at kontakte os, så vi kan se på det, skriver fabrikken til DR.