Frivillig holdt fest for gamle: Reimar overraskede plejehjem
Det er ikke kedeligt på plejehjemmet i Ålsgårde. En lokal ildsjæl arrangerede koncert med Johnny Reimar og gratis klipning til de ældre.
"Sikke'n fest vi har haft nu i nat!"
Sådan lød det på Falkenberg Plejehjem, da Johnny Reimar kom forbi og væltede huset.
Søndagen blev en fest, beboerne sent vil glemme.
Der var nemlig både Johnny Reimar-koncert og gratis klipning til beboerne, som var arrangeret af en lokal ildsjæl.
- Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan gøre en lille forskel i lokalsamfundet, siger Bjarne Lundahl, der er manden bag søndagens store fest på plejehjemmet Falkenberg.
"Vi skylder de ældre det"
Bjarne Lundahl, der driver det lokale rejsebureau Top Tours, og har tidligere stået bag arrangementer for de ældre.
I søndags havde han allieret sig med den lokale frisør Salon 2000 i Helsingør, som klippede beboernes hår gratis, og entertaineren Johnny Reimar, der optrådte gratis for plejehjemsbeboerne.
Bjarne Lundahl, mener, at det er vigtigt at gøre noget for at forsøde de ældres tilværelse:
- Jeg synes, vi skylder de ældre det. Det er dem, der har bygget, det samfund vi har, siger han til TV 2 Lorry.
Ét af flere særlige arrangementer
Bjarne Lundahls mor bor på Falkenberg Plejehjem, og han kommer derude dagligt.
- Det er små ting, der tæller. Der skal ikke meget til at gøre en kæmpe forskel. Jeg synes, det er fantastisk at kunne gøre en forskel for de ældre, siger han.
Søndagens dansefest faldt da også i meget god jord blandt beboerne.
- Det var jo helt fantastisk, der var virkelig fest i går. Det er sjældent, at beboerne udviser så stor begejstring, siger Helle Lund, der er plejehjemsleder på Falkenberg.
Bjarne Lundahl laver arrangementer for beboerne på Falkenberg fire gange om året, og indsatsen fra de frivillige er noget man sætter stor pris på i Ålsgårde.
Beboerne har også været på hestevognstur, til caféfrokost, til havnefest, og til Hammermøllespil i Hellebæk.
- Det har en enorm betydning. Det ville jo ikke ske på samme måde, hvis ikke vi havde en frivillig som Bjarne, siger Helle Lund.
Stjernen kan selv ende på plejehjemmet
Johnny Reimar, der optrådte gratis for plejehjemsbeboerne, har selv boet 17 år i Ålsgårde.
- Der var rigtig god stemning, det er så dejligt, når man kan lave sådan noget for de ældre, siger Johnny Reimar til TV 2 Lorry.
- Jeg har jo selv nået en alder, hvor man begynder at se sig om efter det bedste plejehjem, griner han.
Sangeren har endnu en velgørenhedskoncert i Ålsgårde i februar, hvor han donerer sit honorar til Stubben, der er et værested for hjemløse i Helsingør.