Parkeringskaos ved Louisiana
Der hersker stadig parkeringskaos ved kunstmuseet Louisiana, selvom kommunen i årevis har lovet naboerne en løsning. Men der er stadig ikke kommet flere parkeringspladser.
x
Museets populære udstilling med den japanske kunstner Kusama skaber køer - både stående og kørende.
Og problemet er hverken nyt eller blevet mindre med tiden.
Stadig flere museumsgæster finder derfor parkering på vejene omkring Louisiana.
Men det går ud over naboerne, eksempelvis ved Humlebæk Fiskerleje cirka en kilometer fra kunstmuseet.
- Det er meget larmende, og det generer ens nervesystem med de bildøre, der smækker. Det tænker folk ikke over, hvis de ikke bor her, siger Birgit Lund, der har boet i Fiskerlejet i 25 år sammen med sin mand, Jørgen Lund.
Sammen med de andre beboere i området, har ægteparret forsøgt at få kommunen og Louisiana til at løse parkeringsproblemerne.
For tre år siden fik Jørgen Lund eksempelvis sat en parkeringsanalyse i værk.
Og den bekræftede både behovet for parkeringspladser og anviste samtidig, hvor parkeringspladserne kunne ligge.
- Der er bare aldrig blevet lavet en parkeringsplads, og der var flere løsningsmuligheder, og det er nu tre år siden, siger Jørgen Lund til TV2 Lorry.
Konflikten spidsede for alvor til, da Louisiana op til jul sendte spisebilletter ud til Fiskerlejets beboere.
Det gjorde de som plaster på såret for de mange forventede parkeringer i januar.
- Jeg blev noget forbavset, da de der spisebilletter kom uden nogen forklaring om, at de også prøver at gøre noget for at lette os for parkeringsproblemerne. Det synes jeg var lidt sjovt, siger Jørgen Lund.
Men nu ser det ud til, at beboernes frustrationer i hvert fald for en tid kan få lidt fred.
Kommunen har nemlig besluttet sig for at gøre noget.
- Vi har besluttet, at vi her på den korte bane vil lave ensretning, vi vil også lave parkeringsbåse, og så vil vi forbyde tung trafik. Og det sidste vi vil, det er, at man eventuelt kan parkere i de bløde rabatter, siger Lars Simonsen, der er formand for Plan, Miljø- og Klimaudvalget i Fredensborg Kommune.
TV 2 Lorry har tidligere fortalt, er Fredensborg Kommune også er i forhandlinger med Louisiana om en løsning på længere sigt.
Kommunen anslår dog, at sådan en parkeringsmodel vil koste et tocifret millionbeløb.