Jesper står jævnligt med andres liv i hænderne – og det er et privilegie, mener han
Jesper Wamberg står ofte med dårlige patienter på Akutmodtagelsen på Herlev Hospital. Han trives med at arbejde i et miljø, hvor der er særdeles travlt.
Jesper Wamberg står jævnligt med livet i hænderne.
Det kan være i situationer, hvor han modtager en kronisk syg patient, som er blevet så dårlig, at det trods intens behandling kan gå begge veje.
49-årige Jesper Wamberg er overlæge og arbejder som akutmediciner på Akutmodtagelsen på Herlev Hospital.
Med tæt på 100.000 patienter om året er det den største akutmodtagelse i Region Hovedstaden.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Sebastian Andersen Holm / TV 2 Kosmopol
Stabiliserer patienten
Uanset om man har brækket en arm, har nyresten eller problemer med hjertet, er der speciallæger fra hospitalet til stede i Akutmodtagelsen, som kan træde til.
Men inden patienten møder speciallægerne, kan de have været i hænderne på Jesper Wamberg, der som akutmediciner er uddannet til at stabilisere de patienter, der kommer ind med især hjerte- eller lungeproblemer.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol
Og heldigvis er der i langt de fleste tilfælde behandlingsmuligheder for patienten.
- Jeg er så at sige en, der bringer patienten på rette kurs og indleder behandlingen, fortæller han.
Det er også ham, som vurderer, om patienten kan sendes hjem efter endt behandling, eller om det er nødvendigt med en indlæggelse.
Trives når der er travlt
Akutmodtagelsen er en arbejdsplads, hvor der ofte er travlt.
Det passer rigtig godt til Jesper Wambergs temperament.
Lige som sygeplejerskerne Mette Niemann og Betina, som begge ligeledes medvirker i TV 2 Kosmopols nye serie om Akutmodtagelsen, kan Jesper Wamberg godt lide den omskiftelighed, som dagligheden på stedet bringer.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol
- Det er jo lidt, hvad man er som type af menneske. Jeg er nok lidt den rastløse type, som bedre kan lide hektiske aktiviteter end at sidde stille, siger han:
- Der er jo heldigvis roller til os alle sammen. Jeg er rigtig god, når det går stærkt og skal træffe beslutninger, når folk har det skidt. Det er det, jeg trives i.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol
Så at sidde og skrive oplysninger ind på en computer, som jo også følger med arbejdet, er ikke hans favoritdisciplin.
- Det dør man langsomt af, siger han og griner.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
De akutte opgaver var de bedste
Det lå ikke i kortene, at Jesper Wamberg skulle arbejde på en akutafdeling.
Egentlig uddannede han sig til praktiserende læge, hvorefter han i en årrække arbejdede forskellige steder i Nordnorge.
Men han måtte erkende, at det var de akutte opgaver, der virkede mest tillokkende.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol
Så da han vendte tilbage til Danmark, blev han ansat som afsnitsansvarlig på Bispebjerg Hospitals akutafdeling. Og så uddannede han sig til akutmediciner.
Siden december 2022 har han været ansat på Akutmodtagelsen på Herlev Hospital.
Akutmodtagelsen kan virke skræmmende
Jesper Wamberg ved, at en akutmodtagelse også kan være en angstprovokerende arbejdsplads.
Især hvis man er relativt nyuddannet og endnu ikke har opbygget den store erfaring.
Det husker han på, når han blandt andet underviser de yngre læger eller bistår dem, når de står på en stue og skal behandle en patient.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol
Det er ham magtpåliggende at være med til at give de yngre læger en god start på lægelivet.
At klæde dem på til at klare hverdagen på en arbejdsplads, hvor arbejdspresset kan være stort.
- Ellers bliver man skræmt væk i en akutmodtagelse, siger Jesper Wamberg.
Der er noget, han har taget med sig fra sin tid som praktiserende læge:
- Jeg kan godt lide samtalen. Og relationen mellem mennesker er vigtig, hvis man vil gøre patienten tryg. Det er også med til at give et bedre patientforløb, siger Jesper Wamberg og tilføjer:
- Det er et privilegie at komme så tæt på mennesker og få lov at hjælpe dem.