Politi anholder mand for seks år gammelt drab
Københavns Vestegns Politi har anholdt en 28-årig mand, som er mistænkt for at have dræbt en kvinde i Elverparken i Herlev i 2016.
Opdatering:
Politiet holder pressemøde i sagen klokken 09.00 fredag morgen. Følg pressemødet her:
-
Den sigtede er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Læs mere her.
Tilbage i november 2016 blev Louise Borglit fundet livløs i Elverparken i Herlev.
Knap seks år senere har politiet anholdt en mand, som de mistænker for at have dræbt Louise.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge Københavns Vestegns Politi har de igennem længere tid efterforsket den 28-årige mand, som er dømt for anden kriminalitet og i den forbindelse afsoner en fængselsstraf. Han blev derfor anholdt i det fængsel, hvor han afsoner dom.
- Vi har nu tilvejebragt et mistankegrundlag, som gør, at vi har sigtet manden for drab. Det er dog vigtigt at understrege, at efterforskningen hermed ikke er slut, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose og uddyber:
- I den næste tid foretager vi yderligere en række efterforskningsskridt, hvorefter sagen overdrages til anklagemyndigheden, som så tager stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen.
Kompliceret efterforskning
Den anholdte mand vil blive fremstillet i grundlovshør her til formiddag, oplyser politiet.
- Anholdelsen er sket efter en lang og vedholdende efterforskningsindsats, og det arbejde fortsætter. Samtidig har vi modtaget rigtig mange henvendelser i denne sag fra borgerne, og det vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at sige tak for, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Københavns Vestegns Politi fortæller, at de i forbindelse med efterforskningen har fået "vigtig bistand" fra Rigspolitiet, flere andre politikredse og Politiets Efterretningstjeneste.
- Dette har været en kompliceret og derfor meget langstrakt efterforskning. Vi håber at anholdelsen og sigtelsen kan være det første skridt frem mod en form for afklaring af denne alvorlige drabssag. Selvfølgelig først og fremmest hos Louise Borglits efterladte – men også i lokalsamfundet i Herlev, siger Peter Malmose.
Dræbt med økse og kniv
Den 32-årige kvinde var ude og gå tur med sin søsters hund, og i maven havde hun sit endnu ufødte barn, da hun blev dræbt med en økse og en kniv.
Drabet vakte stor opsigt, og det strømmede ind med henvendelser. Samtidig frigav politiet i 2017 overvågningsbilleder af en mulig drabsmand. Alligevel lykkedes det ikke at finde gerningsmanden.
Tilbage i 2018 blev der igangsat et såkaldt peer review, hvor særligt udvalgte efterforskere fra andre politikredse gennemgik hele sagen minutiøst med friske øjne.
Det gav anledning til en række yderligere efterforskningsskridt, men heller ikke det førte til et gennembrud.
Det er først nu her seks år efter drabet, at politiet har anholdt en mand for forbrydelsen. Hvad der er baggrunden for, at politiet mener, det er denne mand, er endnu uvist.
Herlev berørt af sagen
Hele Herlev var berørt af sagen i 2016 og årene frem.
Der blev blandt andet samlet penge ind til en dusør til den person, der kom med et afgørende tip.
Derudover blev der arrangeret et fakkeltog, hvor tusindvis af Herlevborgere deltog.