14 meter lange jernspyd skal holde milliard-dyrt hospital på plads
Nordsjællands nye hospital er de helt store tals byggeri. Blandt andet skal hundredvis af 14 meter lange spyd holde hospitalet på plads. Og én af dem der skal have styr på tallene, er Carsten Mesnikow.
I disse år skyder et nyt hospital op ved Hillerød. Nyt Hospital Nordsjælland hedder det.
En af dem, som står med et stort ansvar i det kæmpemæssige byggeri, er 34-årige Carsten Mesnikow, produktionsleder hos NCC.
- Det hele handler om, at dette hospital skal hele folk. Det er det vigtige.
Carsten Mesnikow koordinerer alt betonarbejdet - og beton er der rigtig meget af i det nye hospital.
Alene bundpladen, i den kæmpemæssige, kløverformede bygning, er 25.000 kvadratmeter stor og 75 centimeter tyk.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Kim Gersvang - NCC
Da den skulle støbes, skulle der bruges 20.000 kubikmeter beton og tonsvis af jern til armering.
En bundplade i den størrelse bliver ikke støbt på en dag. Men 800 kubikmeter, det kan klares på en dag. Det kræver bare lige omkring 100 læs beton, der ankommer i en lind strøm. Og så kræver det lige omkring 150 tons jern til armering.
Trods mængden af beton og jern har det alligevel været nødvendigt at sikre bundpladen med en stor mængde, 14 meter lange, ankre, som bliver boret ned i undergrunden.
Hospitalet bliver nemlig bygget på en våd mosegrund, og de mange ankre skal sikre, at bundpladen ikke løfter sig, når man engang slukker for grundvandssænkningen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Nyt Hospital Nordsjælland, der skal stå færdigt i 2024, og tages i brug året efter, er de store tals byggeri.
Ikke bare er det stort, når det handler om prisen, som undervejs er steget til 5,4 milliarder nutidskroner. Men også stort, når det handler om byggeriets størrelse og mængden af materialer, der skal bruges.
For selv om det af sparehensyn har været nødvendigt at reducere både antallet af kvadratmeter og ensengsstuer, er der dog stadig tale om et 118.000 kvadratmeter stort hospital med 570 ensengsstuer.
Den del af bygningen, som hviler på jorden, er understøttet af mere end 2000 betonpæle.
En kilometer lang facade
I størrelse må også facaden nok siges at overgå de fleste parcelhuse. Den er tæt på en kilometer lang.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Indvendigt i hospitalet bliver der næsten 4000 rum. Og, det giver selv, at der er masser af vægge. Over 136.000 kvadratmeter gipsvægge bliver det til.
Men for projektleder Carsten Mesnikow handler det om betonen. Og for ham er det her ikke bare et arbejde. Det nye hospital i Hillerød betyder noget helt særligt for ham:
- Fordi jeg selv er fra byen. Og det er specielt fordi, at da vi startede med at lave beton på det her projekt, så startede coronapandemien. Så lige pludselig fik det en anden betydning at lave hospitaler, siger han.
_