Dobbeltdrabet i Taastrup: Seks teenagere fulgte efter en ung mand, da han trak en kniv
To teenagere blev dræbt under knivstikkeri i Taastrup. Ifølge anklageskrift var overfaldet på tiltalt aftalt.
En sen aftentime i marts måned blev seks teenagere mellem 17 og 19 år enige om at overfalde en nu 18-årig ung mand.
De ventede på ham ude foran indkøbscenteret City 2 i Taastrup, hvorefter de fulgte efter ham gennem et stisystem og frem til et nybygget boligområde, hvor opgøret fandt sted.
Det er, hvad Anklagemyndigheden skriver i deres tiltale af fem af de syv unge mænd, der kom levende fra hændelsen.
Det viser det anklageskrift, TV 2 Kosmopol har fået aktindsigt i.
Ifølge anklageskriftet mislykkedes overfaldet, da den 18-årige trak en kniv og stak en af de seks teenagere. Han døde knap en time senere på Rigshospitalet.
Derefter mener Anklagemyndigheden, at de resterende fem teenagere overfaldt den 18-årige med gentagne slag, spark og slag med en havestol, mens den 18-årige lå på jorden.
Den 18-årige har derefter angiveligt stukket en anden teenager ned, som døde på stedet, mens en tredje blev stukket alvorligt i benet og måtte opereres akut.
Fra gruppen forfulgte den 18-årige, til to blev dræbt af knivstik, skulle der ifølge anklageskriftet være gået blot fem minutter.
Den 18-årige er tiltalt for drab, forsøg på drab, grov vold og overtrædelse af knivloven. De fem teenagere er tiltalt for grov vold.
Handlede i nødværge
Hvordan de unge har kendt hinanden, eller hvorfor de planlagde overfaldet, fremgår ikke af anklageskriftet.
Den i dag 18-årige drabstiltalte har siddet varetægtsfængslet siden 8. marts.
Allerede dengang blev det oplyst, at han nægtede sig skyldig og påberåbte sig at have handlet i nødværge.
Straffelovens regler om nødværge giver folk ret til at forsvare sig selv, når de bliver angrebet. Men man må kun anvende den vold, som er nødvendig for at forhindre angrebet.
Går man videre end det, så overskrider man grænserne for nødværge, og så kan man i princippet straffes. Lovens nødværgeregler anerkender samtidig, at der er en gråzone mellem, hvornår der er tale om lovligt nødværge, og hvornår der ikke er.
Det vil efter alt at dømme blive et tema, når sagen skal behandles ved Retten i Glostrup. Det er endnu ikke fastlagt, hvornår det kommer til at ske.