Procedure i sag om dobbelt-drab: "Man sladrer ikke om hinanden. Man ringer ikke til politiet, men til sine venner"
Tirsdag fortsatte retssagen om dobbeltdrabet i Høje Taastrup.
Var det selvforsvar og nødværge, da en dengang 17-årige mand i marts måned sidste år stak to personer ihjel og skadede en tredje under et knivstikkeri i Høje-Taastrup?
Det har været det store tema under retssagen, der de seneste uger har udspillet sig ved byretten i Glostrup.
I dag var ingen undtagelse.
Her havde senioranklager Cecilie Bak medbragt en sort rullekuffert for at have plads til alle sine dokumenter.
Indledningsvis fastslog Cecilie Bak, at det ikke er hendes opfattelse, at den drabstiltalte handlede i nødværge i marts sidste år.
Herefter fremlagde hun bevis for bevis i sin argumentation for påstanden.
Under sin procedure valgte hun at omtale en række tidligere sammenstød mellem drabstiltalte og den såkaldte TSP-gruppe - der blandt andet bestod af sagens øvrige tiltalte og de to dræbte.
I hendes optik var det sammenstød, der optrappede konflikten, og som altså kulminerede med drabene i Høje Taastrup sidste år.
Cecilie Bak lagde undervejs vægt på, at kun en enkelt af episoderne var blevet meldt til politiet.
- Der er en gensidig lukkethed og et kodeks. Man sladrer ikke om hinanden. Man ringer ikke til politiet, men til sine venner.
Forstå sagen kort
Klokken 22.57 den 6. marts 2023 modtog politiet det første alarmopkald om knivstikkeriet og rykkede ud til et rækkehuskvarter, der ligger omkring 300 meter fra City 2 i Høje-Taastrup.
På stedet konstaterede man, at to teenagedrenge på 17 og 18 år var ramt af et enkelt knivstik hver. De døde efterfølgende af deres skader, selvom naboer havde forsøgt at give førstehjælp. En tredje teenager blev såret af et knivstik i læggen, men overlevede. Han var på intet tidspunkt i livsfare.
En nu 18-årig mand er tiltalt for de to drab og et drabsforsøg på en tredje. Han erkender de faktiske omstændigheder i sagen, men mener, at han handlede i nødværge.
Fire andre teenagere er tiltalt for - sammen med de to dræbte - at have ligget i baghold ved storcentret City 2, indtil den nu drabstiltalte kom ud af storcenteret. Disse fire tiltalte nægter sig skyldige.
Retssagen løber over i alt ni retsdage ved byretten i Glostrup. Der forventes at falde dom i sagen den 3. juni.
Anklager: Drabstiltalte var med til at optrappe konflikt
Hun fremhævede også en række korrespondancer, som tidligere er blevet fremlagt i retten.
I en af beskederne gav den drabstiltalte udtryk for at ville "lave en rykker" mod medlemmer af den omtalte TSP-gruppe.
- Ville han virkelig lave en rykker mod TSP, hvis han virkelig var så bange? Det tror jeg næppe, konstaterede hun.
Afslutningsvis påpegede hun, at den nu drabstiltalte allerede ved at medbringe en kniv på gerningsaftenen accepterede risikoen for, at han ville komme til at bruge den.
På den baggrund er det altså Cecilie Baks påstand, at den drabstiltalte ikke handlede i nødværge og derfor skal dømmes for drab og drabsforsøg, mens sagens øvrige tiltalte skal dømmes for vold mod den drabstiltalte og forsøg herpå.
Forsvarsadvokat: Min overbevisning, at det er en bande
På den modsatte side står den 18-åriges forsvarer, Peter Secher. Han gjorde det - ikke overraskende - klart i sin procedure, at han mener, at hans klient handlede i nødværge.
Han indledte med at fortælle, at hans klient blandt andet havde skiftet skole for at stoppe den omtalte konflikt med TSP-gruppen, der holdte til i Torstorp i Høje Taastrup.
- Det er en ret stor pris at betale som ung mand at leve på stikkerne og skifte skole, uddybede Peter Secher.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Samtidig fastslog han, at han ikke betragter TSP-gruppen som en vennegruppe, men en bande, der var voldsparat og som solgte blandt andet dolol. En påstand, som han blandt andet underbyggede med billeder og korrespondancer, der er blevet fremlagt i retten.
- Det er en gruppe, som ønskede at signalere til omverdenen, at de var farlige, og de var en gruppe.
Hvad siger loven om nødværge?
Peter Seher indikerede samtidig, at det havde været med til at skærpe truslen mod hans klient. Peter Secher kaldte under proceduren sin klients handling for "reflekspræget, panisk og let tilfældig".
- Når han reagerede som han gjorde, så var det, fordi han var bange.
Derfor er det også forsvarerens opfattelse, at hans klient handlede i nødværge.
Straffelovens regler om nødværge giver folk ret til at forsvare sig selv, når de bliver angrebet. Men man må kun anvende den vold, som er nødvendig for at forhindre angrebet.
Går man videre end det, så overskrider man grænserne for nødværge, og så kan man i princippet straffes.
Lovens nødværgeregler anerkender samtidig, at der er en gråzone mellem, hvornår der er tale om lovligt nødværge, og hvornår der ikke er.
Der forventes at falde dom i sagen den 3. juni.