Zieglers afløser er klar: "Det er en stor udfordring"
Kurt Scheelsbeck (K) skal formelt godkendes af byrådet onsdag i næste uge, før han officielt kan overtage borgmesterposten i Høje-Taastrup.
Det bliver den konservative lokalpolitiker Kurt Scheelsbeck, der skal udfylde Michaels Zieglers (K) plads som borgmester i Høje-Taastrup under borgmesterens sygemelding.
Kurt Scheelsbeck er af den Konservative gruppe på Høje-Taastrup Rådhus blevet indstillet som Zieglers afløser. Han skal formelt godkendes af byrådet onsdag i næste uge.
- Jeg har det ambivalent, fordi det selvfølgelig er en stor opgave, en stor udfordring, men samtidig er det en af mine rigtig gode venner, der er sat ud af spillet i en periode, siger han.
Michael Ziegler fortalte fredag i et Facebook-opslag, at han har fået konstateret akut leukæmi. Derfor skal han i gang med behandling med kemoterapi, som han forventer vil vare i et halvt år.
Imens er det altså den konservative partifælle Kurt Scheelsbeck, der overtager borgmestertøjlerne.
- Jeg vil gøre alt for at løse den her opgave på en så perfekt måde som muligt, siger han.
Datter: Han lever for politik
Kurt Scheelsbecks datter, Merete Scheelsbeck, er også konservativt medlem af byrådet og stiller desuden op til Folketingsvalget.
Hun er ikke i tvivl om, at hendes far kan klare opgaven:
- Han har jo levet og åndet for politik gennem hele mit liv. Hans interesse for politik vil være den primære faktor og motor for det her, siger hun til TV 2 Lorry.
Kurt Scheelsbeck er af den konservative gruppe på Høje-Taastrup Rådhus blevet indstillet som Zieglers afløser. Han skal formelt godkendes af byrådet onsdag i næste uge.