Fjerner bevilling: Kendt museum frygter lukning
Regeringens forslag til finanslov 2023 for kulturområdet fjerner bevilling til Karen Blixen Museum.
Det ser sort ud for Karen Blixen-museet Rungstedlund.
Museet, der ligger i Karen Blixens tidligere hjem i Rungsted, har siden 2018 modtaget tre millioner årligt i støtte fra staten.
Men ifølge regeringens forslag til finansloven så skal Karen Blixen-museet ikke længere modtage penge:
- Det betyder ultimativt, at vi kommer til at lukke i løbet af ganske få år - måske to til fire år, siger Karen Blixen-museets direktør, Elisabeth Nøjgaard.
Elisabeth Nøjgaard mener, at det vil være et stort tab, både for danskere og internationale Karen Blixen-fans, hvis forslaget bliver vedtaget:
- Hvis man er fuldstændig ligeglad med vores kulturhistorie i Danmark, og med et af vores største litterære ikoner, så er det da fint at lukke museet. Men har man den mindste ambition om, at vores kulturhistorie er bevaringsværdig, så skal man have Karen Blixen med. Hun er en dansk kanoniseret forfatter og et internationalt ikon. Hun skabte nye standarder for litteratur. Det gjorde hun dengang, og det gør hun i dag, siger Elisabeth Nøjgaard.
Egen fond er ved at være tom
Der har været museum på Rungstedlund siden 1991.
I perioden 1991-2017 var museet finansieret af Blixens egen fond, Rungstedlundfonden, som hun forærede alle sine forfatterrettigheder.
Men fondsformuen skrumpede ind og i 2018 kom museet på finansloven for første gang.
De tre millioner årligt har gjort en stor forskel for museet, siger direktøren:
- Det er det, der skal til, for at vi kan tjene penge selv. Pengene går til, at vi kan drive museum uden underskud, og giver os mulighed for at fokusere på at udvikle egne projekter og events med egne indtægter og med fondsmidler og dermed tilbyde et relevant og moderne museum, som det vi til fulde står med i dag, siger Elisabeth Nøjgaard.
Udover selve museet, så huser Rungstedlund også en café og et fredet naturreservat, hvor Karen Blixen er begravet efter eget ønske.
Museet forventer at have cirka 150.000 besøgende i 2022 - fordelt på både forfatterhjemmet og naturreservatet.
Mulig lukning vækker politisk forargelse
De konservatives kulturordfører, Birgitte Bergmann, er forarget over, at museet ikke er med i det nye finanslovsudspil:
- Karen Blixen-museet har en international og national tiltrækningskraft og er et vigtigt museum. Karen Blixen har været en foregangskvinde på talrige fronter, og hun er stadig læst og elsket over hele verden. Det er en del af vores danske kulturarv, som er vigtigt at bevare, lyder det fra den konservative folketingspolitiker.
TV 2 Lorry har forsøgt at kontakte socialdemokratiets kulturordfører Ida Auken, men hun er ikke vendt tilbage.
Længere til venstre på det politiske spektrum står Enhedslistens kulturordfører Søren Søndergaard. Han bakker ikke om om regeringens finanslovsudspil og vil ikke forholde sig konkret til Karen Blixen-museets bevilling:
- Generelt kan jeg sige, at på kulturområdet, så er regeringens udspil gak-gak. Der er virkelig rundbarberet, siger Søren Søndergaard.