Mundbindsfirma fra Hørsholm vil give kineserne kamp til stregen
50.000 mundbind kan CPH Global Medical producere om dagen. Direktør håber, at de danske myndigheder også kigger deres vej i stedet for til Kina.
'Made in China.'
Sådan står der skrevet på de fleste pakker mundbind, som danskerne dagligt hiver ned fra hylderne i supermarkederne.
Men det er altså ikke kun kinserne, der kan finde ud af lave mundbind.
En ny dansk virksomhed er nemlig også begyndt at producere mundbind her i TV 2 Lorrys sendeområde.
Der er tale om virksomheden CPH Global Medical. Dog ligger den ikke i København. Men derimod i Hørsholm i Nordsjælland.
50.000 mundbind kan CPH Global Medical producere om dagen. Og ifølge administrerende direktør Kenneth Bernt er de både konkurrencedygtige i forhold til de kinesisk producerede mundbind.
- Det er et super spændende projekt. Og vi tror på, at vores kvalitet er god. Det er testet og certificeret i Danmark, så der en stor sikkerhed i det, vi laver. Og så kan vi også konkurrere, for vi har en ganske god pris, siger Kenneth Bernt til TV 2 Lorry.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV 2 Lorry
Den nye virksomhed i Hørsholm er dog ikke alene.
Siden coronapandemiens udbrud er en række danske virksomheder begyndt at producere mundbind.
Det gælder blandt andre Green Shield i Slangerup, som TV2 Lorry besøgte i september.
Direktør Kenneth Berntsen håber, at de danske producenter snart kan levere nok mundbind til, at de offentlige myndigheder også kigger deres vej i stedet for til Kina, når der skal indkøbes mundbind i større mængder.
- Kvalitetssikkerhed, forsyningssikkerhed, fleksibilitet er nogle af de vigtigste parametre. Og så er der selvfølgelig også danske arbejdspladser i det, hvilket er værd at have med i ligningen, siger han til TV 2 Lorry.