Vandrerute skal få bugt med stress på gymnasium
Rungsted Gymnasium i Hørsholm har indviet en vandrerute i lokalområdet. Den skal give eleverne et frirum for præstations- og forventningspres.
For 18-årige Christine Gjedsig er det hårdt arbejde at være gymnasieelev.
Siden hun var lille, har hun haft ambitioner om at blive læge, og det er nu, at karaktergennemsnittet til drømmeuddannelsen skal i hus.
Der er kun et halvt år til, at hun bliver student på Rungsted Gymnasium.
- I min hverdag betyder det, at jeg kommer til at føle mig rigtig presset. Der er så meget, jeg gerne vil, og jeg vil så gerne gøre det godt i alle fag, så jeg kan nå mit mål, fortæller hun.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry
Mange føler sig pressede i skolen
Christine Gjedsig er langt fra den eneste gymnasieelev, der føler sig presset.
Børne- og Undervisningsministeriet har i dette efterår offentliggjort en trivselsundersøgelse foretaget blandt elever på landets gymnasielle uddannelser.
Den viser, at henholdsvis 13 og 29 procent "meget tit" eller "tit" føler sig pressede i skolen.
Det er en tendens, rektoren på Rungsted Gymnasium sagtens kan genkende:
- Jeg kan se, at der er elever - både her og andre steder - der har det rigtig svært. De er stressede og pressede og føler, at de skal leve op til rigtig meget, lyder det fra Ruth Kornbo Kirkegaard.
Vandrerute skal give et pusterum
På Rungsted Gymnasium har man nu besluttet sig for at gøre noget ved problematikken.
For nylig er der blevet indviet en interaktiv vandrerute i det naturskønne lokalområde.
Formålet med vandreruten er, at gymnasieeleverne - enten alene eller parvis - kan få et pusterum, mens de undervejs på turen forholder sig til såkaldte refleksionsspørgsmål, der er inspireret af kendte filosoffer.
- Jeg håber, at det vil give eleverne en følelse af fællesskab. At de vil opleve nærvær og finde ud af, at de ikke står alene med det, som de nu tumler med, lyder det fra Ruth Kornbo Kirkegaard, der er rektor på Rungsted Gymnasium.
Egne krav og forventninger
Trivselsundersøgelsen viser, at henholdsvis 29 og 33 procent af gymnasieeleverne 'meget tit' eller 'tit' føler sig presset på grund af egne krav og forventninger til skolearbejdet.
Sådan er det også for Christine Gjedsig.
- Det er ikke mine forældre eller andre, der presser mig. Det er kun mig selv. Det er fordi, jeg gerne vil være læge, og for mig er der ikke noget andet, jeg hellere vil, fortæller hun og uddyber:
- Jeg føler mig faktisk heldig, fordi jeg ved, hvad jeg vil. Det giver mig mulighed for at arbejde hen imod mit mål.
Et af mange tiltag
Rektoren på Rungsted Gymnasium mener ikke, at den nye vandrerute alene kan lette det pres, som mange gymnasieelever føler.
Hun kalder det ét af flere tiltag.
- Jeg synes, det er vigtigt, at eleverne trives på alle parametre. Social og faglig trivsel går hånd i hånd. Og det er her, jeg tænker, at vi kan give dem en håndsrækning og etablere noget fællesskab og nogle samtaler og måske kan man få skrællet en lille smule af den her perfekthedskultur af sig, afslutter Ruth Kornbo Kirkegaard.
- Jeg bliver ved, til jeg når det
For Christine Gjedsig er gymnasietiden snart slut.
Og hun forventer bestemt ikke, at hun kommer til at føle sig mindre presset det sidste halve år frem mod studentereksamen:
- I sidste ende vil det være det værd, for det er en drøm, jeg har haft så længe. Det er derfor, jeg bliver ved, til jeg når det. Og jeg ved, at jeg nok skal nå det, afslutter hun.