Minister bruger pauseknap: Letbane-plan i fare
Transportministeren har sat analysen af et sammenhængende net af letbaner og busser på standby. Der er ikke råd, lyder forklaringen.
I et brev til Region Hovedstaden skriver transportminister Hans Christian Schmidt, Venstre, at regeringen nu dropper den analyse af det sammenhængende net, som den tidligere regering ellers havde sat i gang.
Der var ellers afsat 17,5 millioner på finansloven for 2015 til analysen.
Meningen var at der skulle laves et beslutningsgrundlag for et sammenhængende letbanenet i Storkøbenhavn. Det skulle bestå af en række linjeføringer af letbaner eller højklassede BRT-buslinjer (Bus Rapid Transit). Region Hovedstaden besluttede dengang at bidrage med 10 millioner kroner. Det skriver Ingeniøren.
Og det undrer Købehavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhedslisten. han mener at Hans Christian Schmidt, forspilder en mulighed for at bidrage til at løse trængselsproblemerne i København.
Også selv om der mangler penge i kassen:
- Man skal naturligvis ikke bare hælde penge ud af vinduet. Men her var en mulighed for at belyse, hvordan vi gavner mobiliteten i hele hovedstadsområdet. Enhver, der kigger ud af vinduet i København, kan se, at trafikken er ved at sande til. Det bliver vi jo nødt til at gøre noget ved, siger Morten Kabell.
Borgmesternen mener at man hellere skulle droppe havnetunnel-analysen: -Det ville give bedre mening, fordi vi allerede ved fra Trængselskommissionen, at en havnetunnel ikke vil give mindre trafik og højere fremkommelighed i København, men til gengæld vil koste over 20 milliarder kroner at gennemføre. Så der er ikke megen ny viden at hente dér, siger teknik- og miljøborgmesteren, der er erklæret modstander af en havnetunnel i København.