Et rædselsfuldt brag blev efterfulgt af stilhed. Så lød der smerteskrig og jamren

Vi genudgiver i påsken en række af vores mest læste, tankevækkende og fascinerende webdoks. Denne blev første gang udgivet 31. oktober 2019.

Da toget begynder at bakke, undrer bankinspektør Harrild sig over, hvad der mon foregår. Det er aften og mørkt uden for, og Harrild er på vej ind mod København.

Fra en af de forreste vogne i toget stikker han hovedet ud af vinduet i et forsøg på at finde ud af, hvorfor det mon bremsede hårdt op ved Valby og siden begyndte at køre tilbage i den retning, toget kom fra.

Fra vinduet i sin kupé ser hr. Harrild en konduktør ved statsbanen komme løbende i et rasende tempo langs toget med en lygte i hånden, der viser et rødt glas.

- Det gik da op for mig, at der var noget alvorligt på færde, husker bankinspektøren.

Statsbanepersonalet oplyser til de forvirrede passagerer i kupéen, at et barn er kommet til at åbne en dør og er faldet ud. Toget er derfor kørt tilbage for at lede efter barnet. Det standser op og holder stille på en forhøjet jordvold mellem Hvidovrevej og Vigerslev.

Længere nede ad jernbanestrækningen leder togbetjent Larsen sammen med kollegaen Hoborg samt barnets mor og storebror efter den syvårige dreng, Peter, der er faldet af toget.

De løber langs skinnerne væk fra det stillestående tog, indtil de får øje på drengen liggende lidt væk fra banen. Han har brækket begge ben, har slået hovedet og er i skidt forfatning.

Togbetjent Larsen tager drengen i sin favn, og de går tilbage mod Kalundborg-toget, hvor nysgerrige passagerer hænger ud fra vinduerne i håb om at få et glimt af, hvad der foregår.

Eksprestoget kommer

I et hurtigtog fra Korsør, ikke langt derfra, befinder journalisten Hendil sig. Han sidder i den bagerste del af toget, der netop har forladt Glostrup Station og har retning mod Valby og København.

Han ser på sit ur.

Klokken er lidt i ni om aftenen den 1. november 1919.

Det overfyldte tog er forsinket med op mod et kvarter, konstaterer han. Fra sit sæde lytter han til toget, der hvæser og stønner og gungrer over skinnernes svejsning i hurtige, hårde smæld, mens jernmaskinen kiler sig gennem efterårsaftenens mørke.

Det er skiftedag, den ene af to årlige dage, hvor tjenestefolk og landarbejdere kan skifte arbejdsplads.

Det er en af årets største rejsedage på jernbanenettet. Statsbanen har indsat ekstra tog i dagens anledning.

Eksprestoget kører hurtigt. Det har travlt med at nå frem, så de andre afteneksprestog ikke påvirkes af forsinkelsen.

- Vi hører det bruse bag os

Ved Vigerslev er togbetjent Larsen med det kvæstede barn i sine arme nået tilbage til Kalundborg-toget, der holder og venter på dem.

En hvæsende lyd i det fjerne kommer hastigt nærmere.

- Lige, da vi står og skal løfte barnet op i kupéen, hører vi det bruse bag os, mindes togbetjenten.

Eksprestoget fra Korsør kommer buldrende.

I et desperat forsøg på at undgå katastrofen sætter Kalundborg-toget i gang og forsøger at køre fra sin skæbne.

Men kollisionen er uundgåelig.

Der lyder et øredøvende brag efterfulgt af et par sekunders forvrænget støjinferno fra træ, der splintres, jern, der krølles, og tonstunge maskiner, der mosler rundt og som en sammenrodet urkraft vælter ned fra jernbanedæmningen.

Så bliver der stille som i graven. I få sekunder. Indtil stilheden erstattes med smerteskrig.

Rasmus Dahlberg er forsker i katastrofer og har skrevet flere bøger om danske og internationale katastrofer – herunder Vigerslevulykken.

- På mange måder er Vigerslevulykken en af de mest spektakulære katastrofer i danmarkshistorien på grund af det ufattelige sammenfald af omstændigheder, der førte til katastrofen, siger han.

Ifølge Rasmus Dahlberg var tiden omkring ulykken præget af en slags maskinel begejstring. De teknologiske kvantespring, samfundene havde gjort i våbenkapløbstiden op mod 1. Verdenskrig havde skabt en bevidsthed i befolkningen om, at man med maskiner kunne opnå ufattelige ting, og at der var grund til at stole på teknologien.

- Vigerslevulykken er også den industrielle hybris-nemesis-fortælling, hvor man troede på, at mennesket kunne alt, og ingeniører kunne overvinde og besejre naturen og dens kræfter, siger Rasmus Dahlberg.

Et system med brister

I 1919 spiller jernbanen en hovedrolle i Danmarks udvikling som samfund. I årene op til kollisionen ved Vigerslev har Danmark taget syvmileskridt mod et urbaniseret og industrialiseret samfund.

Her er jernbanen med dets vidtstrakte net af togforbindelser det altoverskyggende transportmiddel, når danskerne rejser langt som kort.

- Jernbanen spiller en helt anden og central rolle, end den gør i dag. Både i forhold til persontrafik og godstrafik. Der fandtes ikke biler og lastbiler på den måde, vi kender i dag, og vi er i en tid før motorveje og den slags infrastruktur, siger Anna Back Larsen, formidlingschef ved Danmarks Jernbanemuseum.

- Det betød, at jernbanen var måden, danskerne kom rundt på, siger hun.

Driften af jernbanen kører dog ikke altid på skinner. Der sker flere små ulykker dengang, og fra tid til anden nogle store og voldsomme af slagsen. I 1897 mister 40 personer livet i Gentofte, da en lokofører overser et stopskilt. Seks år før ulykken i Vigerslev omkom 15 personer ved Bramming nær Esbjerg, da et tog i for høj fart blev afsporet i et sving.

- Systemet var mere følsomt over for menneskelige fejl dengang. Der var flere mennesker i handlinger, og de fleste sikkerhedsforanstaltninger var baseret på menneskers gøren og laden, siger Anna Back Larsen.

Og det var netop menneskelig fejl, der førte til katastrofen ved Vigerslev.

Den skæbnesvangre fejl

Overportør Hansen befinder sig i Vigerslev Blokpost, der ligger få hundrede meter fra det sted, hvor toget fra Kalundborg er standset. Det er hans opgave at give tog grønt lys og lov til at passere og køre mod næste blokpost. Hovedreglen er, at der kun må være et tog mellem hver blokpost.

Som de fleste andre i statsbanen har han travlt denne aften. Men måske ekstra travlt. En storbrand er nemlig brudt ud i Køge, og Københavns Brandvæsen har sendt en vogn af sted for at assistere med slukningen.

Brandvognen ankommer til Hansens blokpost samtidig med, at toget fra Kalundborg holder stille lidt længere nede ad banen.

Det haster med at få brandvæsenets tog til Køge, så overportøren vurderer, at brandtoget skal have tilladelse til at køre mod Køge, mens det andet tog holder stille. For at kunne gøre dette er Hansen nødt til at deaktivere et automatisk signalsystem for manuelt at give brandtoget tilladelse til at passere.

Her begår overportør Hansen en kostbar, menneskelig fejl.

I manøvren kommer Hansen til at frigøre den næste blokpost i Brøndbyøster et par kilometer derfra, der nu viser grønt lys. Hansen indser sin fejl og ringer straks til sin kollega i Brøndbyøster for at fortælle ham, at eksprestoget fra Korsør, der er på vej, under ingen omstændigheder må passere.

Mens de to taler i telefon, brager eksprestoget i fuld fart forbi blokposten i Brøndbyøster og dundrer i retning mod det stillestående tog ved Vigerslev og i retning mod katastrofen.

Togbetjent Larsen med drengen i favnen og drengens mor ved sin side springer for at undgå at blive ramt af Korsør-toget, der med pulveriserende kraft brager ind i Kalundborg-toget.

- Det var ligesom om eksprestoget, der kom brusende ind over os, et øjeblik holdt sig tilbage – gjorde en kraftanstrengelse for at undgå det forfærdelige. Så lød braget. Den frygtelige brasen, hvæsen. Og så høje skrig og jamren.

- Åh, det var forfærdeligt. Et brag så rædselsfuldt, beretter togbetjent Larsen i dagspressens spalter dagen efter ulykken.

I eksprestogets tredjeforreste vogn sidder kunsthandler Holger Ferlov.

- Vi sad og småblundede, da vi pludselig hørte et øredøvende brag – ritsch-ratsch – skrig og glas, der splintredes på ét sekund. Et råb som fra samme mund: Benene op! I samme nu klemmes kupéens sæder sammen som en harmonika. Vognen svingede, hældede, og styrtede ned ad den mindst 20 meter høje jernbanedæmning, siger han til Politiken.

Eksprestoget fra Korsør kører direkte gennem de fem bagerste vogne i regionaltoget og tumler derefter fra jordvolden ned på den sydlige side af jernbanedæmningen i Vigerslev.

Splinter, stumper og så et skrig

Passagerer i de resterende kupéer i togene bliver slynget rundt i sammenstødet. De, der selv kan rejse sig fra sammenstødet, kravler forskræmte ud i efterårsaftenens bælgmørke fra vinduer og døre.

- Foran os lå det væltede lokomotiv, rundt omkring os splinter og stumper – et skrig og en jamren – det forfærdeligste, jeg har hørt i mit liv. Få alen fra, hvor jeg kom ud, lå en moder lemlæstet med sit barn i armen. Længere henne halede vi en jernbanemand med knuste ben. Jeg var ved at besvime! Folk råbte og skreg – ledte efter hinanden, fortæller Holger Ferlov.

Bankinspektør Harrild løber langs jernbanen for at se, hvad der er sket. Men han ikke få øje på toget. Bare en sønderslået bagvæg på den sidste togvogn.

- Vogne og lokomotiver er forsvundet. Dampkedlen ligger og hvæser og koger et sted nede i mørket, fortæller han til Politiken.

Nede i mørket går bogbinder Refsgaard, der også sad i Kalundborg-toget. Han kan ikke tro det syn, der møder ham.

- Her lå en der var slynget ud på skråningen med knust hoved, ved siden af en anden i fuldstændig krumbøjet stilling, og hvor man så hen – forvirring og elendighed. Inde mellem ruinerne af en knust vogn lå en mand, der var blevet vanvittig af smerte, beretter bogbinder Refsgaard til Berlingske Tidende.

Natten er fuld af frygtelig lidelse

Journalisten Hendil, der var passager i en af eksprestogets bagerste vogne, løber langs toget, indtil han når frem til ulykkesstedet. Han betragter de vilde scener. De første brandmænd når frem med små lygter, der sparsomt lyser mørket op.

- Et sted slæber de af med et hovedløst lig, midt i det flossede træ rager en blodig benstump i vejret, og så jamres der. Hele natten er fuld af frygtelig lidelse af afmægtig vånden, fortæller Hendil til Politiken.

Scenen er et stort kaos. Jernbanen er omringet af marker, og byens funklende lys skimtes kun i det fjerne.

Det er mørkt, og folk snubler over hinanden, over vrag fra sammenstødet.

Og over lig, der ligger på jorden.

- Det var frygteligt derude. Et par steder så jeg benene af nogle passagerer stikke frem blandt de forvredne underdele af boggievognene, fortæller en postfunktionær fra stedet, som Berlingske Tidende talte med.

En anden postfunktionær bryder ind. Han lukker øjnene.

- Og jeg faldt derude i mørket på banelinjen over et lig.

I ruinerne fra kollisionen ligger 40 døde og yderligere 27 hårdt såret.

Usandsynlighedernes sammensværgelse

Katastrofeforskeren Rasmus Dahlberg påpeger, at Vigerslevulykken blandt andet er en fascinerende fortælling, fordi den skete som følge af en række fuldstændig usandsynlige begivenheder, der tilfældigvis ramlede sammen oven i hinanden.

- Alene dødstallet kvalificerer Vigerslevulykken som den værste togkatastrofe i Danmark sammen med Gentofteulykken.

- Men på mange måder er det også en af de mest spektakulære katastrofer i danmarkshistorien på grund af det ufattelige sammenfald af omstændigheder, der førte til katastrofen. En af mine yndlingsteoretikere, James T. Reason, taler om usandsynlighedernes sammensværgelse, hvor Vigerslevulykken synes at passe, siger han og uddyber:

- Det er skiftedag, det er det kun to dage om året – så er der storbrand i Køge – hvor tit sker det lige? – et barn falder ud af toget – det sker meget sjældent – og så har vi overportøren, der kommer til at begå en menneskelig fejl.

Efter det første chok har lagt sig, begynder statsbanens personale sammen med de togrejsende at organisere redningsarbejdet. Togbetjente sendes ud til de nærmeste huse for at slå alarm og for telefonisk at kontakte Falck.

Fra brandtoget i nærheden, der egentlig var på vej mod ildebranden i Køge, hopper brandmænd af og løber hen til togulykken for at hjælpe med redningsarbejdet. Med økser hugger de sig ind til nogle af de overlevende, der ligger fastklemt under de knuste togvogne.

Det varer ikke længe, inden pressen såvel som resten af hovedstaden får nys om den forfærdelige ulykke. De ræser af sted i biler mod ulykken i et kapløb om at komme først hen til den grusomme scene.

Borgere valfarter også til ulykkesstedet i tusindvis og stimler sammen bag en afspærring, som redningsfolk er nødt til at opsætte for at forhindre nysgerrige i at komme for tæt på.

Et virvar af bras

Inden for en halv time er de første journalister fra dagspressen på stedet og kan med stor fascination berette om redningsmandskabets hektiske kamp mod uret for at få de kvæstede ud af det sammenkrøllede tog i tide.

”Jeg vader omkring i det Virvar af Bras, som har været Waggoner og Maskine, et lille Kosmos, der nu har opløst sig i et Kaos, hvoraf kun usammenhængende Enkeltheder dukker helskindet op,” skriver Politikens udsendte reporter.

Der tysses på den store skare af tilskuere, der omgiver ulykkesstedet. De blege ansigter lyser natten op som en hvid mur. Redningsmandskabet arbejder i mørke og lytter sig frem til, hvor de levende befinder sig i bunken. Moderne redningsudstyr som lamper er ikke en luksus til rådighed.

”Uhyggeligt lød de stakkels Menneskers Klage i den mørke Aften. Og rundt i Ruinerne gik Folkene med Haandlygter og Værktøj for at finde ind til de ulykkelige Passagerer. Hist stak en Arm frem og her et Ben. Enkelte rørte sig, men de fleste var ubevægelige,” kan man læse i avisen Socialdemokraten.

- Lad mit ben ligge

De kvæstede, de sårede og de døde bliver båret ud på bårer og sættes i ambulancer. Redningsfolkene bjærger en lille bondedreng ud af vragbunken. Hans ben er fuldstændig knust, beretter Politiken.

”Da Lægen bøjer sig over ham for at klippe hans Benklæder i Stykker, tager Smerterne til, og med et Blik, der er stift af Rædsel, bønfalder han:

- Aa, lad mit Ben ligge, lad mit Ben ligge…”

I ruinen ligger en mand med et skægget, blodigt hoved. Han er kvæstet, men stadig i live. Efter tre timers arbejde med at nå frem, får de manden ud.

”Portvin! raabes der. Portvin! Portvin! Den Ulykkelige drikker. ’Ja’, siger Betjenten og tørrer sine Hænder i Tvist, ’Hovedet var Hul ved Hul. Jeg vilde løfte og fik min Finger op i et dybt Hul i Nakken.”

Berlingske Tidendes journalist beskriver stedet som et mareridt. Sanseindtrykkene fra ulykken bliver for meget for journalisten, der er nødt til at søge tilflugt væk fra kaosset på en omkringliggende mark, fordi han ikke kan holde pinslen og døden ud.

”Nede fra Skraaningen lød der Hulken og Jamren – nej, ikke Jamren, men dirrende Stønnen og nu og da et Skrig, der skar gennem Marv og Ben. […] Det er slet ikke til at beskrive; denne Dødsens Rædsel staar endnu for mine Øjne og lyden mine Øren og faar hver Nerve til at dirre,” skriver han i avisen den 2. november.

Et spøgelse svæver o

Den store krig med skyttegravene og meningsløse massedød de forgangne fire år står frisk i erindringen hos Politikens journalist, for hvem hele scenen forekommer nærmest uvirkelig.

”Selve den selvfølgelige flade Jord under de høje Stjerne saa fremmed ud, som var den ikke længere vor egen: hvor var vi egentlig, hvorfor kaldtes man med ét Civilist og blev skubbet til Side – var det Krig endnu, og var vi i Frontlinjen somewhere in France? Hvordan vilde Virkeligheden se ud, naar det omsider blev Daggry?”

Redningsindsatsen ledes af Sophus Falck, grundlæggeren af beredskabet, der bærer hans efternavn. Han har på det tidspunkt set lidt af hvert i sin tid som redder, blandt andet i lazaretteltet under den russisk-japanske krig i Manchuriet.

Alligevel står redningsaktionen ved Vigerslev som det værste, han nogensinde har oplevet.

- Det forfærdeligste var at få kraft til at snakke med de ulykkeligt indeklemte og give dem mod, fortalte han til dagspressen den 3. november.

- Dybt inde lå en mand, vi måtte grave en rævegang ind til ham, og så krøb den yngste af os ind og lå og bare holdt ham i hånden. Som trøst, forstår De.

- En anden spurgte hele tiden: ’Er min søn frelst? Lever min søn?’ Og jeg svarede: ’Ork ja, Deres søn, ham kender jeg jo netop så storartet. Han er fri og rask.’ Jeg anede naturligvis ikke, hvem den søn var.

Den mørkeste dag i byens historie

Redningsindsatsen varer hele natten og fortsætter næste morgen i dagslyset, hvor op mod 150.000 københavnere indfinder sig omkring ståltrådsindhegningen som tilskuere til den værste togkatastrofe i Danmarks historie.

40 døde hives ud af ruinerne. 27 hårdtsårede hastes på omkringliggende hospitaler. Et hav af passagerer har pådraget sig mindre skader.

Ikke siden Gentofteulykken 21 år tidligere havde så mange mistet livet i en togkollision. På forsiden af aviser landet over kan man søndag læse om en togkatastrofe, der ”overstiger Gentofte- og Brammingulykkerne i omfang og gru”.

Ulykken efterlader landet i choktilstand.

“Ulykken ved Vigerslev er det Spøgelse, der nu svæver over Byen, og som man med Gru vil mindes i mange Aar,” skriver B.T. i sin leder den 3. november.

Politiken kalder søndagen ”den mørkeste i byens historie”.

”Den forfærdelige Katastrofe har rystet alle. Den har i alle Hjerter vakt dyb Medlidenhed med de Ulykkelige, hvem Døden maaske først har naaet efter Lidelser, man gyser tilbage for at tænke paa, og Tanken glider fra Katastrofens Ofre i oprigtig Medfølelse videre til de mange, der ramt af kære Slægtninges Død nu møder den haarde Skæbne med et fortvivlet og sønderrevet Hvorfor!”

Oprydningsarbejdet fra det, der ligner en krigszone, tager adskillige dage.

Alene arbejdet med at få rejst det afsporede lokomotiv op er en komplicereret størrelse. Man er nødt til at bygge et helt nyt spor hen til stedet for at få lokomotivet tilbage på skinnerne igen.

Efter lidt reparationsarbejde bliver lokomotivet funktionsdygtigt igen og fortsætter som lokomotiv hos DSB, indtil det 32 år senere er involveret i endnu en ulykke.

Dagen efter Vigerslevulykken bliver der indkaldt til statsråd, og der bliver nedsat en kommission, der skal stå for erstatninger til de mange dødes pårørende og dem, der led svære kvæstelser i ulykken.

Overportør Hansen bliver holdt ansvarlig for ulykken. Han afsoner to måneders fængsel for uagtsomt manddrab, men fortsætter med at arbejde hos DSB efter at have afsonet dommen.

Desuden førte ulykken til, at staten anskaffede sig nyt og moderne redningsudstyr, som man kunne bruge ved lignende katastrofer.

På længere sigt fører Vigerslevulykken til, at DSB speeder udvikling op, hvor mennesker i en rolle som foranstalter af sikkerheden erstattes med teknologi og centralt administrerede signalsystemer.

- Vigerslevulykken er grundlæggende med til at få sikkerheden på jernbanen til at gå fra at være enormt menneske- og personbaseret til at være baseret på maskinelle og teknologiske løsninger, siger Anna Back Larsen, formidlingschef hos Danmarks Jernbanemuseum.

Vendepunktet

Manden i blokposten bliver udfaset og erstattes af et signalsystem, der styres fra en central administration. Det system bliver en forgænger for det nuværende signalsystem på togskinnerne.

- Det er en meget klassisk katastrofereaktion fra det 20. århundrede, hvor mennesker ses som det svage led. Vi lukker nogle huller med teknologi, men som så åbner for nogle andre, siger Rasmus Dahlberg.

Som eksempel nævner han togulykken i Odense i 1967, hvor en fejl i DSB’s fjernstyringscentral forårsagede en kollision, hvor 11 mennesker omkom.

- På samme måde som ved krig er katastrofer med til at skubbe udviklingen. Katastrofe kommer fra det oldgræske udtryk for ’vendepunkt’, og det er meget naturligt, at katastrofer er med til at skabe en slags ’aldrig igen’-effekt, siger han.

Den i erindringen friske ulykke på Storebælt i januar i år er et andet eksempel på en katastrofe, der med det samme udløste en reaktion, som førte til ændrede retningslinjer.

I dag er det ikke mange, der kender til Vigerslevulykken. Der er hverken rejst monumenter eller lavet film, der skal minde om ulykken, som kostede 40 mennesker livet for 100 år siden.

Ved et plejehjem i Brøndbyøster, nær togskinnerne og ikke så langt fra den sidste blokpost, toget passerede inden den forfærdelige kollision, er et hjulsæt fra eksprestoget opstillet som et af få minder fra en af de værste katastrofer i Danmarks historie.