Historiker blander sig i julemandsdebat: "Det duer ikke"
Religionshistoriker bakker op om lærer, der valgte at fortælle børn i 1. klasse, at der hverken findes nisser eller julemand.
x
Findes julemanden, og skal skolebørn kende til sandheden omkring julens mytiske figur?
Sindene er i den grad kommet i kog, efter at en folkeskolelærer i 1. klasse for nylig fortalte sine elever, at julemanden og nisser ikke eksisterer.
Klassens forældre var i chok, og en undersøgelse blandt TV 2s læsere viser massiv opbakning til, at læreren ikke skulle have blandet sig og afsløret sandheden om julemanden.
Men nu kommer en religionshistoriker den udskældte lærer til undsætning. Mikael Rothstein, der er lektor på på Syddansk Universitet, mener, at eleverne med rette er blevet gjort klogere.
- Man kan jo ikke vente til 8. klasse med at lære børnene om virkeligheden, siger han.
Omvendt vurderer en børnepsykolog, at det er afgørende for børns opvækst, at de har noget at tro på.
Et billede der krakelerer
Religionshistoriker Mikael Rothstein, der tidligere har lavet en analyse af julemanden som guddom, mener ligefrem, at det kan skade børn, at der bliver løjet for dem om eksempelvis julemanden.
Han henviser til et essay, der er udgivet af forskere inden for psykologi i det anerkendte psykologiske tidsskrift 'The Lancet Psychiatry'. De skriver blandt andet, at det kan påvirke tilliden mellem børn og forældre, når børn finder ud af, at deres forældre har løjet for dem om julens mytiske figurer.
- Børn baserer deres verdensbillede på, hvad forældrene siger. Det billede kan krakelere, når de får sandheden at vide, siger Mikael Rothstein til TV 2.
Han mener, at børn kan ende med at stille spørgsmålstegn ved, hvad deres forældre i øvrigt kan have løjet om.
Ifølge Mikael Rothstein har den pågældende lærer fra Gungehusskolen i Hvidovre gjort sin pligt, når hun i forbindelse med undervisningen har fortalt børnene i 1. klasse, at julemanden ikke findes.
- Det duer ikke at bilde børnene ind, at julemanden findes, siger han.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
Børns fantasi skal dyrkes
Børnepsykolog Charlotte Diamant er uenig med religionsforskeren i hans syn på lærerens ageren i 1. klasse i Hvidovre.
Hun kalder det afgørende for børns opvækst, at de har noget at tro på – og gerne noget magisk.
- Børn skal ikke fratages deres fantasi. Det er en væsentlig del af deres udvikling, siger Charlotte Diamant til TV 2.
Psykologen mener, at det er et tillidsbrud, når voksne lyver i den forstand, at de lover noget, de ikke kan holde.
Men det er der ikke tale om, når forældre fortæller historier om julemanden til barnet.
- Det er vigtigt at bevare børns uskyld og fantasi så længe som muligt, understreger Charlotte Diamant.
Hun er dermed enig med hovedparten af de næsten 70.000 læsere, der har givet deres holdning til kende i en afstemning på TV 2s artikel om sagen.
Her har 85 procent svaret, at en lærer skal holde sig fra at fortælle børn, at julemand og nisser ikke findes.
- Børns værdier omkring julen og i særdeleshed troen på julemanden skabes i hjemmet. Det er ikke andres opgave i denne alder at præge barnet, mener Charlotte Diamant.