Kunstige øer skaber debat i Køge Bugt: ''Jeg er bekymret for miljøet''
Det storstilede ø-projekt Holmene vækker fortsat debat i Køge Bugt. Borgere i Hvidovre er splittet, mens de i Folketinget også er uenige.
- Det er en stor mundfuld.
Sådan lyder ordene fra Peter Dupont, der er indehaver af spisestedet Jagten, som er placeret på Hvidovre Havn.
Han hentyder til det enorme ø-projekt Holmene, der skal anlægge ni kunstige øer ud for Avedøre Holme i Hvidovre. Her skal øerne huse op mod 12.000 arbejdspladser, mens de også skal stormflodssikre Køge Bugt.
Fælles for øerne er, at de skal have en grøn og bæredygtig profil og tilbyde 700.000 kvadratmeter ny, bynær natur, lyder det fra Hvidovre Kommune, der sammen med regeringen står bag projektet.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Hvad er Holmene?
Holmene skal have et samlet areal på 3,2 kvadratkilometer og hovedsageligt være et erhvervsområde. 0,7 kvadratkilometer skal dedikeres til rekreative aktiviteter og naturarealer.
Holmene skal ligge i forlængelse af det nuværende Avedøre Holme, og på de ni øer skal der være plads til op mod 380 nye virksomheder og dermed cirka 12.000 nye arbejdspladser.
Holmene skal rumme forskellige typer virksomheder – både i forhold til størrelse og brancher. Men fælles for dem er, at de vil have en grøn og bæredygtig profil.
Kilde: www.holmene.com
Peter Dupont mener, at projektet kan skabe mere liv og omsætning i Hvidovre.
- Generelt er det perfekt. Jo flere der ting, der sker i området, jo bedre er det for os alle. Det vil tiltrække mange flere mennesker, siger han til TV 2 Kosmopol.
Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for de kunstige øer. Projektet har skabt stor debat både hos de lokale borgere og borgmestre.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
En af lokalmiljøets skeptiske stemmer er Hanne Hansen, der har boet i Hvidovre i omkring 20 år.
- Jeg er bekymret for miljøet. Jeg er bekymret for den forringelse af kvaliteten af havmiljøet i Køge Bugt, som projektet kan medføre, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Hun er ikke ene om den bekymring. Den deler hun med flere af de lokale politikere.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Kommuner i strid
Borgmestre fra Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns kommuner har rottet sig sammen mod Hvidovre Kommune i et benhårdt forsøg på at sætte en stopper for projektet, som de blandt andet mener vil destruere bugtens havmiljø.
Den seneste kæp, som kommunerne har smidt i Hvidovres hjul, er en rapport, som de har bestilt fra Aarhus Universitet.
Rapporten konkluderer blandt andet, at Holmene-projektet faktisk kan være i strid med lovgivningen, og den lægger vægt på, at vandområdet ved Køge Bugt i forvejen er i dårlig forfatning.
Med henvisning til EU’s havstrategidirektiv og til de danske vandområdeplaner, vurderes det, at vandområder, hvor tilstanden i dag betegnes som dårlig, ikke må forringes yderligere.
Og den rapport er Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), bestemt ikke begejstret for.
- Den kan ikke bruges til noget, fordi de har købt den i Aarhus uden at involvere os i Hvidovre. Så mange af de præmisser, der er brugt i den, er fuldstændig forkerte, hævder han overfor TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Til trods for, at borgmesteren ikke mener, at rapporten kan bruges til noget, så skaber den alligevel debat i Folketinget.
Enhedslistens Trine Mach mener, at den nye rapport blot understreger projektets negative side.
- Rapporten bakker jo op om borgmestrene i de syv kommuner. Den understreger de pointer, som der er blevet rejst i lang tid. Det giver ekstra skyts til argumentet om at sætte projektet på pause, siger hun.
Hos Venstres Kim Valentin betyder rapporten dog ikke alverden.
- Jeg vil ikke underkende denne rapport, men der laves mange rapporter, og den her rapport er lavet af nogen, der gerne vil en bestemt vej med projektet, siger han og fortsætter:
- Naturligvis skal der analyseres og tjekkes op på det hele.
Ligeledes lyder det fra Maria Durhuus (S) fra Socialdemokratiet.
- Der skal laves de undersøgelser, der skal til, så vi ikke belaster noget havmiljøet, men faktisk gør det bedre. Ellers er der jo ingen grund til at vi gør det her, siger hun.
Begge er de fortsat tilhængere af projektet.
Maria Durhuus mener, at debatten trænger til en ny start, efter den er endt i hårdknude blandt kommunerne.
- Det er meget ærgerligt, hvordan debatten har forløbet. Jeg tror, at vi skal tilbage til bordet nu og tale med hinanden og ikke om hinanden, siger hun.