Lærer fortalte 1. klasse, at julemanden ikke findes – "tragisk", mener mor
Børnepsykolog er chokeret over lærerens udtalelse og mener, at den samtale hører til i hjemmet.
Skålen med risengrød på loftet er tom, pebernødderne er spist, sukkeret er erstattet med salt, og hvem har mon bundet snørebåndene sammen på fars sko?
Julefejring og decemberhygge er for mange børnefamilier forbundet med drillenisser og besøg fra julemanden, men i en kristendomstime i 1. klasse på Gungehusskolen i Hvidovre har en lærer valgt at fortælle børnene, at der hverken findes nisser eller julemand.
Det fandt Bonnie Meier ud af, da en besked fra læreren tikkede ind på skoletjenesten Aula. Læreren ville forberede forældrene på, at der kunne opstå spørgsmål om nisser, når de blev hentet fra skole.
- Jeg blev ked af det, da jeg læste beskeden. Jeg synes, at det var tragisk, siger hun.
I sin besked til forældrene, som TV 2 har set, kalder læreren episoden for "komisk", men den holdning deler Bonnie Meier, der er mor til en pige i klassen, ikke.
Hvidovre Kommune bekræfter over for TV 2, at episoden har fundet sted. Rektor på skolen fortæller, at de ikke har nogen kommentarer på nuværende tidspunkt.
Kollektiv hjertesorg
Læreren skrev i sin besked, at "den svære sandhed" skabte en "kollektiv hjertesorg" blandt eleverne, hvoraf et par af dem "mistede deres julesmil".
Bonnie Meier blev lige dele ked af det og rasende over den situation, som læreren skabte. Hun valgte derfor at dele en video på TikTok, der i skrivende stund er set mere end 130.000 gange.
- Jeg blev nødt til at finde ud af, om det bare var mig, der overreagerede, eller om der var andre, der var enige med mig, siger Bonnie Meier.
Med videoen satte Bonnie Meier gang i en debat i kommentarsporet, men de fleste var enige med hende i, at læreren havde overskredet en grænse.
- Det er ikke hendes job at fortælle jeres børn, hvad de skal tro på, skriver en forælder, mens en anden skriver, at de er "i chok".
- Jeg føler, at hun har taget noget fra vores familie, når hun siger til min datter, at der ikke findes nisser, siger Bonnie Meier og understreger, at hun ikke er vred på læreren, men vred over den situation hun har skabt.
Læreren understreger dog i sin besked på Aula, at hun afslutningsvis fortalte børnene, at man stadig kan tro på nisser og julemanden "ligesom man kan tro på Gud eller ej".
Ikke i orden
Den holdning deler psykolog Charlotte Diamant, der rådgiver børn og familier. Hun mener, at læreren overskrider en etisk grænse, der hører hjemmet til.
- I nogle hjem er troen på nisser forbundet med traditioner som at sætte risengrød op til nissen. Det er op til forældrene og ikke læreren, om barnet skal bevare den tro, lyder det fra børnepsykologen.
Charlotte Diamant mener, at man som lærer skal passe på med at indoktrinere børnene sin egen holdning og derfor ikke fortælle barnet deres personlige version af virkeligheden.
- Hvis barnets forældre lader barnet tro på nisser, er det barnets virkelighed, siger hun.
Det er nemlig stadig sjovt og spændende i syvårsalderen, at der er traditioner som nisser på loftet og julemanden – julen er en tid til at glæde sig og hygge med de lege, der nu engang følger med, siger Charlotte Diamant.
Bonnie Meier fortæller til TV 2, at hun føler, at der er blevet taget noget fra dem som familie , og den følelse kan Charlotte Diamant godt forstå.
- Hold op, hvor er det ærgerligt. Som indskolingslærer i 1. klasse ved man godt, at børn fantaserer, og det er et rart sted at være udviklingsmæssigt, siger Charlotte Diamant.
Skepsis hos datteren
Læreren har efterfølgende rakt ud til forældregruppen igen, hvor hun fortæller, at det ikke var hendes hensigt "at aflive juleglæden", men hjemme hos Bonnie Meier bliver snakken om nisser ikke den samme.
Nisser og magiske væsner fylder meget i deres hjem året rundt, og det er en leg, som hendes datter glædeligt har taget del i – indtil nu.
- I dag fortalte jeg hende, at jeg havde set nissen, og hun troede ikke på mig. Hun er blevet mere skeptisk, siger Bonnie Meier.
Bonnie Meier ved godt, at datterens tro på nisser lever på lånt tid, men at læreren har blandet sig i hendes barnetro gør ondt.
Læreren er datterens yndlingslærer, og derfor vejer lærerens ord også tungere end de andre lærere, siger Bonnie Meier, der havde ønsket, at læreren havde grebet det anderledes an.
- Hvis bare hun havde sagt, at hun ikke troede på det, men at det ikke betød, at de ikke fandtes.