Henriette kæmpede sig op fra sygesengen: Sådan går det på det store eventyr til søs
Efter utallige forhindringer er Henriette og Johnny Duus Kirk nu afsted på jordomrejse. I en miniserie har vi fulgt familien igennem forberedelserne. Her spørger vi, hvordan det har været at komme afsted igen.
Drømme kan gå i mange retninger.
For Henriette og Johnny Duus Kirk havde drømmene kurs mod verdenshavene.
At sejle jorden rundt i tre år.
Og parret nøjedes ikke med at drømme.
De solgte alt, hvad de ejede, inklusiv deres ejerlejlighed i Gentofte, og vekslede det til en stor sejlbåd. Enterprise hedder den.
Kort efter de lørdag den 31. juli 2021 sejlede ud fra Ishøj Havn, forliste alle deres drømme dog.
Men drømmen havde de ikke opgivet. Og TV 2 Kosmopol fulgte familien fra havn til havs til hospital - og ud igen.
Du kan se hele miniserien herunder:
Endelig kom de afsted
I juli 2023 efter en lang og opslidende kamp mod kræften kom familien afsted for anden gang.Endnu engang var familie og venner mødt op for at vinke farvel, da Henriette og Johnny - sammen med deres søn Theodor og det første hold gaster ombord - stævnede ud fra havnen i Ishøj.
Theodor var med de første 14 dage. Så kaldte arbejdet derhjemme.
Med skiftende besætninger har Henriette og Johnny de seneste måneder besøgt Skotland, Irland, Frankrig, Spanien og Portugal.
I skrivende stund er de netop ankommet til Tenerife efter halvanden døgns sejlads fra Madeira.
Og de næste tre uger står den på øhop blandt De Kanariske Øer.
I fem uger har de nu haft selskab af datteren, Amalie, svigersønnen, Simon, børnebørnene, Vera og Kaj samt Maria-Louise og Sofie, som begge er i 20’erne, og som er de nuværende "fremmede” gaster. De skal alle skal være med tre uger mere.
Henriette og Johnny udlever den drøm, de havde. Og de har ikke fortrudt det.
Henriette kalder det ”forfriskende”, at de for eksempel som nu har lejlighed til at være sammen med unge gaster, som er et helt andet sted i deres liv end der, hvor Henriette og Johnny er.
- Det er fedt, når de fniser og går i land en fredag aften for at gå i byen. Altså, de lever og rejser jo på en anden måde end os. Tidligere havde vi også en gast med, som var en super guide for os, når vi kom rundt. På den måde får vi jo simpelthen også nogle andre oplevelser, end vi ellers havde fået.
- I en alder af plus 50 tror jeg da, at det er mega sundt også at rykke sig. Og jeg tror, at det menneskeligt og socialt rykker én på den gode måde.
Men at leve så mange mennesker sammen på så få kvadratmeter kan også være en udfordring.
Der skal files nogle hjørner - nogle gange med grovfilen – for at få det regnestykke til at op.
For det kan være som at bo på en nedskaleret kollegiegang, hvor der for eksempel er forskellige grænser for, hvor ordentligt og rent, der skal være.
- Johnny og jeg har også forskellige grænser for det, så det er vanskeligt, og det vidste vi godt, siger Henriette.
- Man er jo de mennesker, man er. Og det er man også, når man bevæger sig rundt. Man skal ikke tro, det hele er lyserødt.
For Henriette har en kedelig følgesvend været, om den akutte leukæmi vender tilbage.
Nogle gange fylder det mere end andre.
Undervejs får hun taget blodprøver, og en af prøverne har haft et tal, der har været ret forhøjet.
Hun har desuden hostet en del på det seneste og desuden haft flere blå mærker, som kan være en indikation på leukæmi. Og det får hende til at se spøgelser, som hun siger.
En snak med hendes læge på Rigshospitalet har fået hende til at falde til ro igen.
- Men det er anstrengende hele tiden at være på stikkerne, hver gang der er indikationer på, at sygdommen kan være vendt tilbage, siger hun.
Lige nu nyder hun at være sammen med børnebørnene Vera på fire og Kaj på ét år, som lige har lært at gå.
Kajs udfordring er, at han skal øve sig i det på en båd, der hele tiden er i bevægelse.
- Jeg tænker, han får en super god balance, siger Henriette med smil, da vi taler sammen på FaceTime.
Det er er på alle måder en tur fyldt med masser af indtryk.
Naturoplevelserne hører til blandt de helt store.
- For eksempel har vi lige ligget for anker i halvandet døgn på Madeira mellem nogle høje, vulkanske bjerge. Og det var bare så flot. Der var ikke andet end det. Der var ingen by, der var ikke noget som helst. Vi kunne tage gummibåden i land og vandre op i bjergene. Det var så smukt, fortæller Henriette.
- Vi ser delfiner, vi ser hajer. Forleden kom der en hammerhaj forbi båden. At se det dyreliv, når man ankrer op på 15-16 meter vand, og du kan se ankeret nede på bunden... det er noget forskelligt fra de danske farvande, hvor du kun kan se to meter, fortæller Johnny.
For få dage siden sad Henriette i gummibåden sammen med svigersønnen Simon og barnebarnet Vera, da de pludselig var omgivet af en stime flyvefisk.
- Det var fantastisk, fortæller hun.
- Og det er fantastisk at opleve de her ting sammen med vores børn og børnebørn. Der er bare noget ved begejstringen, man kan dele med en fireårig over sådan noget.
I slutningen af oktober kommer Henriette og Johnny nogle dage til Danmark. Henriette skal have et tjek på Rigshospitalet og bliver ved den lejlighed testet igennem, inden turen går over Atlanterhavet med nye gaster ombord. Fra Las Palmas på Gran Canaria og til Barbados
I Danmark får de lejlighed til at være sammen med deres søn, Theodor. At han ikke er med ombord hører til et af de store afsavn.
Heldigvis skal hele familien fejre jul sammen på Barbados. Og denne skal de være sammen i mange uger.
Hvad vil I sige til dem, der går med lignende drømme, som dem I lige nu lever ud?
- Gør det for f ... ! Husk at spørge dig selv: ”Hvad er det værste, der kan ske?” Svaret på det er sjældent særligt alvorligt.
- For os kan det værste være, at vi ikke synes om det, at det ikke går, og vi sejler hjem, og så finder vi på noget andet. Og så er der ikke sket nogen katastrofe der, vel?
- Man skal for Guds skyld gå efter sin drøm, for hvor er det dumt at sidde og ærgre sig over, at man ikke gjorde det.
