Undersøgelse slår fast: Hver anden af museets medarbejdere har været vidne til krænkelser

39 medarbejdere har været vidne til krænkende adfærd de seneste 18 måneder, viser undersøgelse af Arken.

Gennem de seneste 18 måneder har halvdelen af medarbejderne på kunstmuseet Arken været vidne til krænkende handlinger.

Det er én af konklusionerne i en undersøgelse af arbejdsmiljøet, der er lavet i kølvandet på kritik fra medarbejdere sidste år.

Det skriver Arken i en pressemeddelelse.

De krænkende handlinger dækker eksempelvis over truende adfærd, trusler om fyring, uønsket seksuel opmærksomhed og fratagelse af arbejdsopgaver.

- Der er en del røde flag i undersøgelsen, men der er ikke voldsomme usete forhold. Problemerne er blevet set, fortalt – og mange af dem taget hånd om.

- Så ledelsen, samarbejds- og sikkerhedsudvalg og interne arbejdsgrupper har nu en konkret afdækning af, hvad der skal forebygges og handles på. Det siger bestyrelsesformand for Arken, Eva Hofman-Bang.

Klager over "psykisk terroriserende" miljø

Det er i alt 78 nuværende og tidligere medarbejdere, der har deltaget i undersøgelsen. 108 medarbejdere er blevet spurgt.

39 medarbejdere har svaret, at de har været vidne til krænkende handlinger.

Senere på måneden vil undersøgelsen blive fremlagt for museets medarbejdere.

Arken har igangsat nogle foreløbige tiltag. De skal forbedre arbejdsmiljøet.

Blandt tiltagene er blandt andet en whistleblower-ordning og et samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg.

- Vi er ikke i mål endnu, men det lysner, og der er en voksende oplevelse af, at vi er på rette vej, siger medarbejderrepræsentant Kim Jeilman.

En leder på kunstmuseet Arken fratrådte i slutningen af november sin stilling. Det skete, fordi tyve medarbejdere havde klaget over det, der blev betegnet som et "psykisk terroriserende" arbejdsmiljø.

Museet har hyret konsulenthuset Crecea til at lave undersøgelsen. Det var også Crecea, der sidste år undersøgte klager over arbejdsmiljøet på kunstmuseet Aros i Aarhus.

Den undersøgelse konkluderede, at der havde været ledelsesmæssige problemer og krænkelser på Aros og førte til, at direktør Erlend Høyersten forlod museet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik