Almedins udrejse var dyr
Da Almedin Fejzic og hans familie blev sendt til Bosnien i torsdags, var det på den dyrest tænkelig måde. De blev nemlig sendt med privatfly til Sarajevo.
Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen havde torsdag hyret et privatfly for at bringe Almedin, Almin og forældrene til Sarajevo, hvorved statens omkostning på torsdagens arrangement formentlig løber op i nærheden af en halv million kr. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- De ankom først til Sarajevo ved 19-tiden torsdag aften. Pga. dårligt vejr måtte flyet lande i Mostar, og de blev så kørt i taxi til Sarajevo, fortæller Lasse Koefoed fra Almedins danske støttefamilie i Hundested.
Ifølge avisen var der udover de fire udviste og besætningen, hele syv personer. Det skulle være folk fra Rigspolitiet, en læge og to sygeplejersker. Måske pga. Himzo Fejzics skizofreni-sygdom og skrøbelige helbred af frygt for, at der kunne ske noget i flyet. Og medierne skulle helst ikke følge udrejsen - hverken danske og bosniske medier.
Frederiksborg Amts Avis har undersøgt prisen for at leje et privatfly for 11 personer fra København til Sarajevo og retur og kommer frem til en pris på en halv million.