17 år med husbåd på Enghave Brygge er slut: "Vi jages, mens de bygger luksuslejligheder"
Sunn Lohse må efter 17 år på samme kajplads finde et nyt hjem til sin husbåd. Der skal nemlig bygges nyt. - Det er en skræmmende udvikling, mener hun.
I 17 år har Sunn Lohse boet på husbåden Erna på Enghave Brygge- men snart bliver hun hjemløs.
En ny lokalplan tillader nemlig ikke kajplads til det gamle, flydende hjem, Erna. Kajpladsen vil i stedet i de kommende år blive erstattet af mere glas og beton i form af nye bygninger ud til kanalen.
- Jeg synes ikke, at fordi de skal bygge luksuslejligheder over hele Sydhavnen, så skal jeg og andre ligesom mig jages vildt . Det er ikke, at alt det nye ikke skal være der, men der skal også være plads til livet og til de gode historier, siger Sunn Lohse.
- Det er en skræmmende udvikling. Der kommer til at mangle sjæl, liv og miljø.
Husbåde-drømmen for almindelige mennesker
Hun håber nu, at hun kan få en plads i Fiskerihavnen, men også her er idyllen på lånt tid. Her skal husbådejerne nemlig forny deres kontrakter i 2020, fortæller hun.
- Og som tingene ser ud nu, så skal alt, der kan bygges på, bebygges, siger hun.
Det er lige nu svært at finde en husbådeplads i Københavns Havn til fair priser.
- Hvorfor lavede man ikke et område til både som min, der er ejet af mere almindelige mennesker og ikke rige med kæmpe husbåde. Der skal være plads til én som mig, siger hun håbefuldt.
Desperat bådejer søger nyt hjem
Sunn Lohse har fået tilbudt at bo på lidt længere oppe ad kanalen i to måneder og derefter er det uvist, hvor husbåden ender.
- Jeg kan rykke ud på Prøvestenen - et industriområde, hvor der er helt øde og hverken el eller vand, siger hun.
Hun opfordres til at finde en privat bolværksejer, der vil leje hende en kajplads, men hun forudser, at hendes husleje vil fire til femdobles.
- Det er jo urealistisk for almindelige mennesker. Giv mig mere tid, eller hjælp mig. Det er ikke nemt at finde en løsning, siger hun.