30 politihunde søgte uden held: Dorte er fortsat forsvundet
Politiet ledte igen i dag efter Dorte Larsen, der er forsvundet på 11. døgn. 30 politihunde var i dag sat ind i eftersøgningen, men fandt ingenting.
Københavns Politi ledte igen i dag efter Dorte Larsen, der forsvandt den 29. december, hvor hun gik fra sin bopæl på Amager.
Politiet ledte på og omkring Amager Fælled med cirka 30 politihunde.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Vi leder igen i dag efter forsvundne Dorte Larsen i området omkring Amager Fælled med cirka 30 politihunde. Intet yderligere for nu #politidk https://t.co/Y5PNpd3qRJ
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) 9. januar 2018
Derfor finkæmmer politiet Amager Fælled
Også i fredags var politiet ude med hunde og lede efter den forsvundne mor til tre i området.
At politiet har genoptaget eftersøgningen i samme område, er der en god grund til, skriver BT.
- Den sidste eftersøgning viste, at området er mere komplekst end som så. Derfor har vi besluttet at fortsætte eftersøgningen derude. Vi er i gang netop nu med omkring 30 politihunde, siger vicepolitiinspektør Riad Tolba til avisen.
Søgte hele dagen - uden held
Vicepolitiinspektøren oplyser, at politiet ikke havde noget konkret at gå efter, men at de ville fortsætte eftersøgningen, indtil området var gennemsøgt, eller mørket faldte på.
Foto: Steven Knap, Droto.dk
Under eftersøgningen i fredags havde politiet også en helikopter i luften. Det var der ikke ved dagens eftersøgning, men ifølge Riad Tolba kommer den på vingerne, hvis der er behov for det.
Klokken 21.15 melder Københavns Politi til TV 2 Lorry, at dagens eftersøgning ikke umiddelbart gav nogle resultater.
- Man har søgt til solnedgang omkring klokken 16, og man har intet fået, siger Henrik Stormer, der er central vagtchef hos Københavns Politi.
Vagtchefen ved ikke, hvilke planer der kan være lagt for den fortsatte eftersøgning af Dorte Larsen.
Mystisk forsvinden
45-årige Dorte Larsen forsvandt fra sit hjem på Gemmas Allé i Kastrup den 29. december.
SIGNALEMENT AF DORTE LARSEN
- 164 cm. høj
- Almindelig af bygning
- Lys i huden
- Mellemlangt brunt hår
- Da hun gik hjemmefra, var hun iført brune vinterstøvler og en Tommy Hilfiger-jakke, der er sort med pelskant og hætte.
Kilde: Københavns Politi
Både politi og frivillige har siden hen været ude og lede efter hende på Amager, dog uden at det har kastet nye spor af sig.
Sidste glimt af den forsvundne kvinde er overvågningbilleder fra en nabo, hvor man kan se hende gå forbi naboens hus iført en mørk vinterjakke med pelskrave.
Politiet offentliggjorde i sidste uge et signalement af Dorte Larsen på Twitter. Her kan man blandt andet se billeder af, hvad hun havde på af tøj den dag, hun forsvandt.
Seneste billede af Dorte og den støvletype, som hun var iført. #politidk pic.twitter.com/dntShJVAzy
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) 5. januar 2018
Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet kan du ringe på 114.