Flere biler væltet i København: Nu kan vi ikke komme på ferie
En bølge af grov hærværk mod minibiler i København er indtil videre gået ud over i alt fire biler natten til søndag.
TV 2-værten Christian Müller Bækgaard fik natten til søndag væltet og smadret sin bil på Østerbro, men han er ikke den eneste, der har fået sin bil udsat for den grove form for hærværk. Indtil videre er TV 2 Lorry bekendt med fire væltede biler.
Amanda Bertelsen fra Søborg skulle søndag morgen på arbejde, da hun kom ned til en væltet bil på parkeringspladsen ved bopælen på Søborg Hovedgade.
Ligesom det var tilfældet med Christian Müller Bækgaards smartcar, så var Amanda Bertelsens og kærestens Toyota Aygo væltet om på siden.
- Natten til søndag hentede jeg min kæreste inde i København omkring klokken halv et. Vi kørte hjem og parkerer lige nede foran vores hjem på en stor parkeringsplads, som ligger ved siden af McDonalds i Gladsaxe. Der var meget plads, så jeg holdt et sted, hvor der ikke var biler på begge sider, forklarer hun
Bilen helt trykket og smadret
- Da jeg så skulle på arbejde søndag morgen, kom jeg ned og så bilen var væltet om på siden. Min kæreste Gustav kom ned, og vi fik ringet efter Falck, der hjalp med at få bilen tippet og sendt på værksted. Spejle og ruder var smadret, bilen havde store, dybe ridser og var helt trykket på siden. Det er virkelig tarveligt gjort, at nogen kan finde på at gøre det, siger hun til TV 2 Lorry.
Foto: Privat
Den ødelagte bil får med al sandsynlighed konsekvenser for kæresteparret, der måske må aflyse sommerferien i slutningen af august.
- Falckmanden sagde, at vi nok skulle regne med en regning på 15.000 kroner. Bilen er selvfølgelig forsikret, men vi har en selvrisiko på 7000 kroner, så som det ser ud nu bliver vi nødt til at aflyse vores tur til Egypten, fordi vi ikke har råd til begge dele. Det er bare så ærgerligt, siger Amanda Bertelsen.
Da hun hører, at der har været andre tilfælde natten til søndag, bliver hun alligevel lidt lettet.
- På en måde er jeg glad for at høre, at det er sket for flere i forhold til forsikringsselskabet, hvis det bliver betegnet som serie-hærværk.
Har anmeldt til politiet
Kæresteparret anmeldte søndag sagen til Københavns Vestegns Politi.
Københavns Vestegns Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om en bil, der er væltet om på siden på Søborg Hovedgade, og at det bliver registreret som groft hærværk.
De tre øvrige sager fra København, hvoraf Christian Müller Bækgaard er den ene, hører under Københavns Politi. En Fiat 500 er blevet væltet om på siden på Rosenvængets Allé, mens en smartcar blev væltet på Marstalgade.
Københavns Politi oplyser også til TV 2 Lorry, at væltede biler bliver registeret som hærværk og opfordrer folk til at lade være.