En 24-årig vandscooterfører, der er sigtet for at være skyld i to kvinders død, skal blive bag tremmer frem til den 28. juni.
Torsdag i sidste uge var der et retsmøde i Københavns Byret om, hvorvidt varetægtsfængslingen af manden skulle forlænges.
Han blev anholdt efter en dramatisk ulykke i havnen i København den 6. maj og fængslet ved et grundlovsforhør dagen efter.
- Han har fået sin varetægtsfængsling forlænget med yderligere fire uger, fortæller senioranklager Elisabeth Boserup fra Advokaturen for Særlov ved Københavns Politi.
18-årige Leah Bell fra Pomona College i Claremont, Californien, og 21-årige Linsey Malia fra Stonehill College i Easton, Massachusets, mistede livet, da deres båd blev påsejlet af en vandscooter.
Ulykken skete i Københavns havn ved Langebro, efter at en gruppe af vandscootere var sejlet nordpå fra havnen i Brøndby. Efter ulykken flygtede gruppen. De blev senere anholdt i havnen i Brøndby.
Syv mænd og en kvinde blev 7. maj fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Den 24-årige mand blev sigtet for uagtsomt manddrab og for at udsætte andres liv for fare, mens de øvrige blev sigtet for at udsætte andres liv for fare.
Kun den 24-årige blev fængslet. Og det skal han altså være et stykke tid endnu. Loven kræver, at retten mindst hver fjerde uge skal tage stilling til, om fængslingen skal fortsætte.