Gourmet til folket: Nu kan du prøve maden i Danmarks bedste kantine
Kantinen i Københavns Socialforvaltning drives af Michelin-belønnede kokke og blev i efteråret kåret til Danmarks bedste. Nu åbner kantinen for offentligheden på udvalgte aftener.
Kantinemad er andet og mere end fade med farsbrød og en salatbar.
Især hvis man arbejder for Socialforvaltningens Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune, der har kontorer i Brønshøj.
Deres kantine drives nemlig af sværvægtere på den kulinariske scene, og i efteråret blev Socialforvaltningens to kantiner – der sjovt nok hedder Social Cantina – kåret til Danmarks bedste af slagsen ved Kantineprisen uddelt af Landbrug & Fødevarer.
Som noget nyt vil det fremover være muligt for folk, der ikke er ansat i forvaltningen, at prøve maden fra landets bedste kantine.
Med tilladelse fra Københavns Kommune lancerer Social Cantina nu et nyt tiltag, som de kalder Social Cantina ”by night”, hvor man på udvalgte datoer kan spise tre-retters menu i kantinen efter kontorernes lukketid.
På niveau med en dyr restaurant
Bag Social Cantina står de tre kokke Mathias Holt, Mikkel Højborg Olsen og Rasmus Kofoed Christensen, der alle tre kan bryste sig af imponerende CV’er inden for gastronomi.
- Det mad vi laver, kunne man sagtens få på en dyr restaurant, men nu bliver det altså bare serveret til frokost her i Borgercenter Børn og Unge, udtalte køkkenchefen Mathias Holt til TV 2 Lorry i forbindelse med kantinens udmærkelse som landets bedste.
Foto: Københavns Kommune
Kantinens menu varierer meget fra uge til uge, forklarer køkkenchefen.
- Den ene dag kan det være en græskarsuppe med estragonolie, ristede græskarkerner, sesam-hasselnøddedrys og creme fraiche og så et friskbagt surdejsbrød. Sådan en ret koster 6-7 kroner at lave. Næste dag kunne det så være helstegte lammekøller med selleripuré og en julesalat, der er anrettet på en tallerken med hjemmesyltede ramsløg, kapers og en vinaigrette med syltet hyldeblomst, som kommer ud over, så det er en flot tallerken, og hvis man er sulten kan man godt komme op og få en portion mere, fortæller Mathias Holt.
Åben otte dage
Arbejder man i Socialforvaltningens Borgercenter Børn og Unge, betaler man ikke for maden i kantinen fra dag til dag, men er med i en frokostordning, hvor der bliver trukket et beløb fra månedslønnen.
Gæster hos Borgercenter Børn og Unge betaler 30 kroner for at spise med.
Helt så billigt bliver det ikke for gæster, der indløser billet til tre-retters aftensmad i kantinen. Her lyder prisen på omkring 275 kroner.
Første event finder sted om aftenen torsdag den 25. april. Indtil videre er der planlagt otte events i 2019.
Er man interesseret, kan man finde billetter til de udvalgte serveringsnætter på linket her.
Foto: Københavns Kommune