Ilddåb i isvand: Masse-vinterbadning på Islands Brygge
Hundrede af københavnere fik sig et koldt gys på Islands Brygge søndag i forbindelse med vinterfestivalen Frost.
Luften var omkring frysepunktet - og vandet ikke meget varmere, da hundredevis af københavnere søndag valgte at hoppe i vanden på Islands Brygge.
Vinterbad Bryggen havde inviteret nysgerrige med i vandet i forbindelse med vinterfestivalen, Frost Festival.
- Det giver et kick. Man bliver i godt hurmør, og man får masser af energi. Jeg synes, det er er fantatsisk, at man kan hoppe i vandet midt i København, siger Kaj Kramer Pedersen, bestyrelsesmedlem i Vinterbad Bryggen.
De forfrosne vinterbadere blev efter det kolde gys varmet op i saunaer. Derudover bød arrangementet på en ildkanon, interaktivt lyddesign og en udendørskoncert med elektronisk musik.
Københavnerne elsker iskoldt vand
Vinterbadning er de senere år blevet mere og mere tillokkende, og antallet af kuldeglade vandhunde er mere end fordoblet siden 2009.
I dag tæller foreningerne mere end 25.000 vinterbadere - uden alle dagens nytilkomne vinterbadere.
Pernille Neergaard hoppede i det kolde vand for at prøve noget nyt:
- Det er dagens udfordring, siger hun, mens hun klaprer efter en tur i vandet.
Vinterfestival på femte år
Arrangementet kaldtes derfor for "ilddåb", og var arrangeret af Frost Festival, der har spredt lys i vintermørket i København siden 2011.
Frost Festival arrangerer events indtil den 26. februar. Du kan både se koncerter, komme på lysterapi-bar eller som i søndags hoppe i Københavns Havn.
Læs mere om programmet her.