Kendt forfatter om kritik af nøgen anmelder: Det er et mediestunt
Morten Sabroe har langet ud efter en afklædt anmelder. TV 2 Lorry har spurgt ham hvorfor.
Lørdag langede forfatter Morten Sabroe ud efter Berlingskes anmelder Katherine Diez, der forleden gav tre stjerner til hans roman "32 centimeter" i sin anmeldelse.
Morten Sabroe skriver blandt andet i sit opslag:
"Hun ved rigtig meget om dansk litteratur, det kan enhver med øjne i hovedet se. Det er en god ide af Berlingske at bruge hende som litteraturanmelder."
Vedhæftet er et billede af en halvt eller helt afklædt Katherine Diez, der dækker sine bryster med hans bog.
Hvorfor?
TV 2 Lorry har spurgt Morten Sabroe, hvorfor han langer ud efter anmelderen:
- Det er egentlig hendes anmeldelse, jeg er utilfreds med af flere årsager, som jeg ikke vil gå dybere ind i her. Men jeg syntes, at det var for kedeligt bare at skrive noget om dét, så derfor brugte jeg det billede, hun selv har lagt ud på sin Instragram-profil af sig selv med min bog. Hun lavede et stunt med et foto, og så lå det lige til højrebenet, svarer han.
Men hvorfor går du efter hende som person i stedet for blot at kritisere hendes anmeldelse?
- Det ligger jo lige for, når hun har lagt sådan et billede ud med brysterne lige bag bogen. Hun beder om, at jeg skal forholde mig til hendes person og ikke til hendes anmeldelse.
Det var et mediestunt
Bliver du provokeret af hendes billede med din bog?
- Det er en nøgenhed, der er ret provokerende, men jeg bliver ikke provokeret. Jeg synes, at det er skide sjovt, at hun lægger noget erotisk ind i billedet. Det er sgu da en sjov ide, og den kører jeg med på. Hun gør det for at få opmærksomhed. Jeg tror, at det er et mediestunt.
Berlingskes kulturredaktør afviser, at det er et mediestunt. Men er det så et mediestunt fra din side, at du lægger billedet af hende ud på din Facebook-side og kritiserer hende som person?
- Ja, det er det. Vi ved begge to, hvad det her handler om. Det handler om at promovere.
Er du så glad for, at opslaget har fået så stor opmærksomhed?
- Jeg havde ikke regnet med, at det ville få så meget opmærksomhed. Men det er festligt, og det er interessant at sådan noget, der ikke er særligt dybdegående, bliver så populært.
Morten Sabroe: Jeg vil ikke finde mig i en dårlig anmeldelse
Men du forholder dig også til Katherine Diez’ køn. Er det umuligt at være nøgen, kvinde eller feminist og vide noget om litteratur?
- Det ved jeg ikke, men med hendes opslag beder hun selv om, at jeg kommer med en modreaktion.
Normalt lader forfattere anmelderne om at anmelde. Hvad fik dig til tasterne på Facebook?
- Det er ikke første gang, at jeg kritiserer anmeldelser. Anmeldere skal ikke have lov til at læse bogen på et kvarter og så give en dom, som er helt forkert. Det vil jeg ikke finde mig i.
Katherine Diez besøgte i januar programmet 'Sådanmark', hvor hun blandt andet forklarede, hvorfor hun har valgt at slå et slag for den klassiske litteratur, og hvordan hun bruger Instagram til at komme ud med sine holdninger: