København får stor bøde for Lindegård-drab
Der er nu sat punktum i sagen om drabet på det socialpsykiatriske bosted Lindegården. Det er helt forventet at vi fik en bøde, siger socialborgmester.
Politiet har nu sat et punktum i sagen om drabet på det socialpsykiatriske bosted Lindegården i Roskilde.
Det er sket ved at politiet efter indstilling fra Arbejdstilsynet har givet Københavns Kommune, der driver stedet, samlede bøder på 200.000 kroner. Det oplyser kommunens socialforvaltning i en pressemeddelelse torsdag aften.
Arbejdstilsynet foretog i marts, april og maj 2016 flere tilsynsbesøg på Lindegården og lagde allerede dengang op til, at Københavns Kommune skulle have bøder for i to tilfælde at have overtrådt af arbejdsmiljøloven.
- Bøden er som forventet, og den betaler vi. Den kommer på baggrund af tragiske omstændigheder, vi selvfølgelig helst havde været foruden. Vi har derfor for længst sikret os, at sikkerheden for medarbejderne på de socialpsykiatriske bosteder nu lever op til arbejdsmiljøloven, siger socialborgmester Jesper Christensen, Soc.dem., i pressemeddelelsen.
BØDERNE
Københavns Kommune har fået to bøder:
En på i alt 120.000 kroner for utilstrækkelighed sikkerhed for medarbejderne - bestående af en grundbøde på 20.000 kroner, en ekstra bøde på 20.000 kroner, fordi det er en skærpende omstændigheden at ulykken havde døden til følge. Yderligere 20.000 kroner lægges til, fordi kommunen tidligere har overtrådt arbejdsmiljøloven. Beløbet skal ifølge reglerne fordobles, fordi kommunen har mere end 100 medarbjedere. Derved fremkommer beløbet 120.000 kroner.
Den anden bøde er på samlet 80.000 kroner. En grundbøde på 20.000 kroner, en ekstra bøde på 20.000 kroner, fordi kommunen tidligere har overtrådt arbejdsmiljøloven - og en fordobling, fordi kommunen beskæftigere flere end 100.
Kilde: Københavns Kommune
Bøde for adgang til knive - men beboerne har stadig adgang til dem
Kommunen har fået to bøder. En på 120.000 kroner for, at sikkerheden ikke var tilstrækkelig i 2016, hvor en medarbejder ikke altid kunne se eller høre en anden kollega. Det er der for længst rettet op på, oplyser kommunen.
En anden bøde lyder på 80.000 kroner og er udstedt, fordi beboerne på Lindegården ifølge Arbejdstilsynet havde adgang til knive fra fælleskøkkenerne. Knivene er nu låst fast, men det ændrer ikke ved, at beboerne har mulighed for at have knive på deres værelser.
- Det er et paradoks. Jeg er meget meget tilfreds med, at vi på den ene side har fået strammet op, så knivene i fælleskøkkenerne er forsvarligt låst fast. Men på den anden side kan beboere stadig helt lovligt have en kniv liggende på sit værelse, uden at personalet kan gøre noget ved det, siger Jesper Christensen.
Denne problemstilling er en arbejdsgruppe under socialminister Mai Mercado, Kons., i øjeblikket ved at undersøge.
Københavns Kommune har ikke flere kommentarer til sagen.