Michael forvandler sig til fire meter høj drag queen
Pride-ugen omfavner alle. En af dem er Michael Engel O. Bonnichsen, som igen på fredag forvandler sig til Miss OTB - en fire meter høj drag queen.
Han rager normalt to meter i vejret og har det borgerlige navn Michael Engel O. Bonnichsen. Men når Copenhagen Prides drag show går i gang på fredag, så er Michael Engel O. Bonnichsen svær at kende.
Her iklæder han sig nemlig et sæt store stilletter, paryk, makeup, en stor falsk barm og et farverigt kostume. Og så går han fra at være Michael til at være den velkendte dragqueen Miss OTB, One Tall Bitch.
- Jeg ved ikke rigtig om jeg når fire meter. Men jeg er deroppe omkring, siger Michael Engel O. Bonnichsen til TV 2 Lorry.
20 års jubilæum
Miss OTB har længe været en fast del af det danske dragmiljø. Miss OTB opstod dog oprindeligt under en Pride festival på Gran Canaria, hvor Michael Engel O. Bonnichsen skulle med sine venner til et pool party.
- Jeg synes bare det er så kedeligt at komme som sig selv til et pool party. Så jeg fik simpelthen lavet det her lækre outfit, siger Michael Engel O. Bonnichsen til TV 2 Lorry.
Til årets Copenhagen Pride kan Miss OTB fejre sit 20 års jubilæum, og hun er lidt af en institution i det danske dragmiljø. Interessen for at klæde sig ud og optræde kan dog spores tilbage til dengang Michael Engel O. Bonnichsen var en lille dreng.
- Jeg har lige fra barnsben undret mig over, at min mor ikke kunne se, at jeg var homoseksuel. Jeg klædte mig ud i dametøj i mange år, men for mig er der ikke noget seksuelt i det. For mig er det kunst. Det er teater. Du kan gøre hvad som helst i det, siger Michael Engel O. Bonnichsen.
En ren festdag
Med mere end 30.000 forventede deltagere er Copenhagen Pride blevet et kæmpe tilløbsstykke. For Michael Engel O. Bonnichsen er Copenhagen Pride først og fremmest en fest for den anerkendelse, som hele LGBT-miljøet har opnået ved at vise flaget og stå ved, hvem man er.
- For mig er det den ene gang om året, hvor jeg kan gå midt på Vesterbrogade uden at blive dyttet af. Nu bliver jeg så måske dyttet af på en anden måde. Men for mig er det en festdag, hvor vi hylder livet, siger han.
Fredagens optog og dragshow på Rådhuspladsen har Miss OTB selvfølgelig planlagt længe. Kostumet designes og konstrueres fra bunden, for det skal være større og vildere end alle de foregående år. Og det skal være perfekt, for Miss OTB er frontfiguren i et optog, der trækker flere og flere til.
- I mit lille optog er vi i år måske flere hetroer end homoer. Det er bare fordi, at dem jeg kender, de kan lide at klæde sig ud. Og det kan man gøre i det her, siger Michael Engel O. Bonnichsen.