Mohammed og Lasse er blinde madbloggere: "Vi er glade for mad"
Med de rigtige hjælpemidler og den rette indstilling, er der (næsten) ingen grænser for en blind kok. Bare spring ud i det, lyder budskabet.
Skarpe knive, varme ovne og boblende gryder.
Ingen af delene kan skræmme blinde Lasse Tønnesen og Mohammed Alsaadi til at få mad bragt ud - den laver de selv.
Med det manglende syn skiller de to madbloggere sig væsentlig ud fra resten - men det skal ikke begrænse dem.
Slut med fordomme
Venneparret på 23 og 24 år udøver normalt deres kogekunst i Lasses køkken på Østerbro. Og sidste år gik de igang med at dele opskrifterne på bloggen madsynet.dk.
- Fordi vi jo begge to er så glade for at lave mad, forklarer Lasse Tønnesen til TV 2 Lorry, og fortsætter:
- Og så også fordi, vi synes, at de fordomme, der er om blinde og synshandicappede - at vi ikke kan lave mad - det vil vi bevise for omverdenen, at det kan man altså godt!
Da TV 2 Lorry besøgte bloggerne, kastede de sig ud i en ny og udfordrende ret bestående af farseret blomkål, krydrede bullionkartortofler og gulerødder a la creme. Opskriften på bouillonkartofler ligger allerede på bloggen - der så vidt vides er Danmarks eneste "blinde madblog".
Overkommer "farerne" i køkkenet
Madlavning uden et syn kræver selvfølgelig, at man tænker lidt anderledes.
De har blandt andet en talende vægt, ekstra lange varmehandsker og særlige skæreteknikker, når knivene skal i brug.
Noget af det sværeste, de har prøvet at lave, er brunede kartofler.
- Det er jo lidt svært at finde ud af, hvornår sukkeret er karamelliseret, når man ikke kan se. Man kan jo ikke stå med hånden nede på panden og mærke sig frem, pointerer Lasse Tønnesen med et smil på læben.
Men ærligt talt så kan brunede kartofler jo være lidt af en kunst for selv seende. Og de to madbloggere er ikke lette at slå ud:
- Vi prøver at se, om vi kan finde alternativer eller andre måder at gøre det på. Og hvis ikke vi kan det, så går vi bare til det næste projekt, fortæller Mohammed Alsaadi.
Nogengange kan det måske endda være en fordel, at være en blind kok.
- Vi smager måske mere på tingene og dufter måske mere på tingene, lyder det fra Mohammed Alsaadi.
Vil inspirere andre
Og gåpåmodet rækker også ud over køkkenet.
Mohammed er ved at søge job - og Lasse er ved at uddanne sig til massør.
Håbet er, at bloggen kan give andre med fysiske handicaps en tro på, at man sagtens kan en helt masse, hvis man tør bryde ud af sin komfortzone.
- Vi vil rigtig gerne være selvstændige så meget som muligt. Og det er det, vi vil være med til at inspirerere andre igang med, fortæller Mohammed Alsaadi.
Og efter en vellykket omgang farseret blomkål, krydrede bullionkartortofler og gulerødder a la creme, tør de godt tænke store tanker.
- Vores drøm er at åbne vores egen restaurant, hvor man får en rigtig fed oplevelse ved at man spiser i mørke, lyder det fra Mohammed Alsaadi.