Politiet advarer mod Airbnb-svindel
Når danskerne booker ferielejligheder via Airbnb eller er på boligjagt på Den Blå Avis, kan de blive svindlet for beløb på op til 40.000 kroner.
I løbet af det seneste halvandet år har Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet modtaget mere end 100 anmeldelser fra danskere, der er blevet franarret penge i forudbetalt indskud på lejligheder. Det skriver Politiken lørdag.
- Airbnb er meget ofte lokkemaden i disse sager. Man udgiver sig for at være Airbnb-udlejer og får så lokket folk over på separate mailadresser, hvor de bliver plukket, siger afdelingens vicepolitiinspektør Trine Møller til Politiken.
Pengene forsvinder
Når kommunikationen bliver flyttet over på mail, bliver der blandt andet linket til hjemmesider, som i de bedste versioner minder om det originale Airbnb-setup. Når borgerne skal betale et indskud, sker det via bankoverførsler og ikke via Airbnbs system for sikre kortbetalinger – og så er pengene så godt som forsvundet.
Vicepolitiinspektør Trine Møller oplyser, at svindlen både omfatter kortere tids udlejning til turister og regulære boliger til studerende og familier, der mangler tag over hovedet.
- Den disciplin ser vi ofte i København og i de store studiebyer, hvor boligmanglen er så udbredt og akut, at folk rask væk overfører indskud og depositum til folk, de aldrig har mødt, siger Trine Møller til Politiken og tilføjer, at svindlen dog virker til at aftage i 2017.
Airbnb: Intet galt med vores sikkerhed
»Vi har oven i købet set sager, hvor de her skruppelløse svindlere viser folk rundt i lejligheder, de ikke selv ejer, men som de netop har lejet til deres svindelnumre. Og så bilder de folk ind, at de kan overtage lejligheden en gang for alle, hvis de lige vil være søde at overføre et klækkeligt depositum – og den besked har de så givet til 3, 4, 5 eller 10 par, der alle skynder sig at overføre penge«.
Men sikkerheden fejler ikke noget, fastslår Airbnb i et skriftligt svar til Politiken.
»Den eneste måde, der kan ske svindel på, er, hvis en svindler overtaler brugere til at overføre penge eller betale direkte uden om Airbnb’s platform. Det advarer vi brugerne imod, når de skriver med hinanden – netop for at sikre, at de forkerte ikke får adgang til personlige oplysninger«, skriver Airbnb.