Skandale-renovering: Nu lægger beboerne sag an mod boligselskab
Beboerne i Tingbjerg lægger nu sag an mod boligselskabet FSB, der nægtede at genhuse dem under en renovering, der gjorde flere syge.
I et år boede Hilal Yildirim hos sine forældre, mens hun stadig betalte fuld husleje for sin lejlighed i Tingbjerg.
- Jeg kunne ikke bo i støvet. Jeg lider af bronkitis, så det ville jeg ikke kunne klare, siger hun.
Sammen med 54 andre lejemål vil hun nu lægge sag an mod boligselskabet FSB, der ikke genhusede beboerne under en renovering, hvor de derfor var tvunget til at leve side om side med støv, asbest og skimmelsvamp.
Flere er blevet syge af renoveringen og har haft øgede udgifter til medicin, mens mange har betalt dyrt for tøjvask og mad, da vaskekældre og køkkener har været ubrugelige.
- Jeg betalte 7.000 kroner hver måned. Jeg vil gerne have penge tilbage for de måneder, jeg ikke har boet herude som et plaster på såret, siger Hilal Yildirim.
Ifølge deres advokat, Morten Flyvenring Hertz, Invictus Advokatfirma, har beboerne en god sag:
- Beboerne har været gode til at finde dokumentation for de stærkt mangelfulde forhold, som de har været udsat for, siger han.
Kompensationen kommer - advokat eller ej
At sagen nu er på vej i retten, skyldes, at FSB højst sandsynligt ikke vil imødekomme borgernes krav. Men selskabet arbejder på en form for økonomisk kompensation.
- Vi har ikke glemt nogen. Uanset om man har kontaktet en advokat eller ej, så kommer der en kompensation til dem, der har været hårdt berørt af det her. Hvor stor denne her kompensation bliver, ved vi ikke endnu, siger Pia Nielsen, direktør i FSB.
- Vi arbejder hårdt på det, men afgørelsen ligger ikke på vores bord, men hos Landsbyggefonden og i sidste ende på kommunens bord. Pengene kommer ikke dalende fra himlen, men de kommer ved, at vi optager lån i afdelingen. Beboerne betaler altså selv omkostningen ved denne her sag, siger hun.