Spilcafé udvider: Brætspil slår de digitale konkurrenter hjem
Danmarks første brætspilscafe i København udvider for at få plads til flere gæster, mens nye brætspilscaféer popper op andre steder. Brætspil er mere populære end nogensinde.
Selvom vi lever i den digitale tidsalder - eller måske netop derfor - så hitter en gammel type analog underholdning.
Brætspil er mere populære end nogensinde. Salget er boomet og på Danmarks første brætspilscafé, Bastard Café i København, er der altid kamp om pladserne i weekenden. På trods af, at der endda er borde til knap 300 gæster i caféen.
- Så kan du godt vente en halv til en hel time på et bord. I hvert fald om fredagen, fortæller caféejer Bo Thomasen.
Brætspilscafé startede i lejlighed
Bo Thomasen er selverklæret spillenørd med 30 års erfaring og det hele startede hjemme i Bo Thomasens lejlighed, hvor han hver torsdag åbnede dørene for alle, der havde lyst til at komme forbi og spille brætspil.
- I løbet af årene eskalerede det, og der kom flere og flere mennesker. Heldigvis var min kone meget forstående. På et tidspunkt blev det ligesom for stort, og så tænkte jeg: Nu prøver vi at se, om vi ikke kan åbne en rigtig café, fortæller Bo Thomasen.
Sammen med vennen Morten Schneider startede han derfor i 2014 Danmarks første brætspilscafé, og siden er det kun gået fremad. Ejerne har af flere omgange bygget ud for at få plads til de spilleglade gæster.
- Vi håber at kunne udvide. Men hver gang vi udvider, bliver der fyldt op med folk, der spiller brætspil, siger Bo Thomasen veltilfreds
Voksende succes
I starten var der cirka 350 spil i Bastard Café. I dag står der over 2500 på hylderne. Og det ligeledes voksende antal gæster kommer på caféen for at bruge timer sammen om netop det et brætspil kan give.
- Jeg synes bare, det er meget hyggeligt at være sammen med venner og lave noget andet. Så kan man også snakke, og det er ikke helt højt, som hvis man er i byen. Man er samlet om et eller andet, fortæller Gregers Stjerne, som sammen med en gruppe studievenner er i gang med spillet Betrayal at House on the Hill.
- Jeg selv kommer her cirka en gang om ugen. Det blev lidt en hobby, efter jeg var her første gang for et par år siden. Det er et godt sted at tage sine kammerater hen og bare bruge et par timer på en eftermiddag, lyder det fra studerende Jonas Milner.
Siden Bastard Café åbnede i 2014 er syv andre brætspilscaféer poppet op rundt omkring i landet. Et tydeligt bevis på, at den gamle type underholdning i disse år oplever en renæssance.
Det mærker man også på salget af brætspil. Hos butikskæden Bog og Idé er salget tredoblet siden 2013 og i Arnold Busck steg salget med 30 procent fra 2015 til 2016 - en stigning der fortsatte i 2017.