Velbekomme! I hovedstaden spiser man oftest ude
Hovedstadsbeboerne spiser langt oftere ude, end danskere i andre dele af landet, viser ny analyse fra Landbrug og Fødevarer.
Der er noget om snakken, når det hedder sig at københavnerne går oftest på cafe.
Det bugner med burgerbarer, cafeer, restauranter, spisesteder, diners, deli'er, foodtrucks, pølsevogne, madboder, pizzaerier og kebabsteder i hovedstaden, og der må være rigeligt med kunder.
En ny analyse fra Landbrug og Fødevarer viser i hvert fald, at hovedstadsbebeboerne er dem, som spiser oftest ude.
Udespisning fylder mere og mere i danskerne samlede fødevarebudget, konkluderer undersøgelsen, der også slår fast, at cafeer og fastfood-spisesteder besøges allermest - og gerne uden en særlig anledning.
Det gælder for både cafeer med og uden bordservering, restauranter og street food-steder, at en signifikant højere andel af beboere i Region Hovedstaden end gennemsnittet spiser her mindst én gang om måneden.
Hele 26 procent af interviewpersonerne fra storbyen er én gang hver måned på en selvbetjent cafe eller bar, mens det kun gælder mellem 11 og 15 procent i de resterende regioner.
Et lignende mønster ses ved restauranter med bordservering, hvorpå 27 procent af københavnerne spiser et måltid mindst én gang om måneden, mens kun 12-19 procent af danskerne med bopæl i resten af Danmark svarer således.
Yngre mennesker spiser ude
Det er især yngre mennesker, som helst sparrer opvasken hjemme, og bestiller maden uden.
Generelt set spiser unge under 30 år langt oftere ude end andre, ligesom aldersgruppen over 50 år ser ud til at være den aldersgruppe, der spiser mindst ude.
Hele 41 procent af de 18 til 29-årige har spiser fastfood mindst én gang om måneden, og det gælder kun hvert tiende af de ældste forbrugere.