10 millioner kroner til grønne gader: Nu er favoritterne udpeget
81 forslag til grønnere gader i København har været på bordet. Nu er tre favoritter fundet, der kan ende med at løbe med de 10 millioner kroner.
Grøn, frodig, tryghed og fællesskab.
Det er de ord og ambitioner, der måske skal være med til at forandre tre gader i København i fremtiden.
Konkret drejer det sig om Thorsgade-Ydunsgade, Kastelsvej og Provstevej.
Foto: TV 2 Kosmopol
Nyt notat udpeger grønnere gader
I et nyt notat fra Teknik- og Miljøafdelingen i Københavns Kommune peger et særligt bedømmelsesudvalg på de tre gader som de udvalgte i kommunens Bylivsgadepulje, som TV 2 Kosmopol også omtalte tilbage i januar.
Puljen består af 10 millioner kroner, og nu er favoritterne altså udpeget af stadsarkitekten og en række enhedschefer i kommunen.
- Jeg synes, det er nogle virkelig gode projekter, der viser, hvad man kan, hvis man får lov til at bruge noget af gadearealet til mennesker frem for kun til biler, siger Astrid Aller fra SF i Københavns Borgerrepræsentation.
Projektet begyndte i forbindelse med budget 2022, hvor der blev afsat penge til de grønne bylivsgader.
Faktaboks
Thorsgade-Ydunsgade: Formålet er at genskabe den gamle plads i trekanten, hvor børn leger og generationer mødes på tværs. Men i en ny, grøn og frodig udgave med plads til ophold og muligheder for aktivitet.
Kastelsvej: På Kastelsvej er formålet at skabe et grønt gademiljø med plads til ophold og træer.
Provstevej: På Provstevej er formålet at skabe tryggere forhold for bløde trafikanter og styrke fællesskabet i gaden.
Kilde: Københavns Kommune
SF vil arbejde for flere grønne gader
81 forslag blev det senere til fra borgergrupper, og 10 af projektidéerne har været i høring.
Nu er tre af projekterne så udvalgt, og politikerne i Teknik- og Miljøudvalget skal tage endelig stilling til bylivsgaderne til januar næste år, forklarer Astrid Aller.
- De kan alle tre blive til noget. Nu mangler vi, at udvalget tager stilling til, om det så også skal være de tre. SF's mål er, at 100 gader i København skal laves om til grønne bylivsgader. Så det her er de første tre, men der er allerede sat penge af til de næste seks, supplerer hun.
Hvis gaderne bliver vedtaget til januar, er det forventet, at hovedparten er anlagt inden udgangen af 2024.