24-årig idømt 12 års fængsel for hvidvask af 140 millioner kroner fra narkohandel
En 24-årig mand fra København er mandag blevet idømt 12 års fængsel i en sag om hvidvask af samlet knap 140 millioner kroner fra narkotikahandel.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
Den 24-årige, som regnes for at være hovedmanden bag et hvidvaskforetagende, er dømt for både at have faciliteret hvidvask samt for at have medvirket til den egentlige handel med narkotika, skriver NSK.
Ifølge politiet modtog den 24-årige typisk penge, der stammede fra kriminalitet, på adresser centralt i København, hvor han selv arbejdede som ejer af guldsmedeforretninger. Herefter blev pengene vekslet til euro og siden fragtet ud af landet i biler med skjulte rum.
En 59-årig mand, der er i familie med den 24-årige, er tidligere idømt 3,5 års fængsel i sagen for hvidvask.
Den dømte har anket dommen.