Adgang forbudt: Her bliver benzin- og dieselbiler nægtet adgang i København
København får sin første grønne trafikvej, hvor det er helt forbudt for både benzin- og dieselbiler at køre. Det møder nu kritik.
Et nyt forsøg vedtaget af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune vil gøre Stefansgade til Københavns første grønne trafikvej.
Det betyder, at benzin- og dieselkøretøjer bliver udelukket fra gaden, og at den kun må anvendes af elbiler og andre nulemissionskøretøjer.
Forsøget skal ifølge teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL) sænke forurening og trafik på Nørrebro.
- Stefansgade skal være en grøn trafikvej, fordi vi skal have nedbragt luftforureningen i København. Vi laver forsøget for at se, om det virker, at lade nulemissionsbiler køre igennem og benzin- og dieselbiler køre uden om, forklarer teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL) til TV 2 Lorry.
Hun understreger desuden, at forsøget ikke vil komme til at genere beboerne på gaden.
- Det bliver lavet sådan, at det kun er elbiler eller brintbiler, der kan køre gennem Stefansgade, men alle vil have mulighed for at komme til og fra deres bopæl ad andre veje.
Må man gerne parkere på gaden, hvis man har en benzinbil?
- Der, hvor der er en parkeringsplads, må man gerne fortsat parkere, svarer borgmesteren.
En dårlig idé?
Forsøget møder kritik fra Det Konservative Folkeparti, der mener, forbuddet vil skabe for mange udfordringer for bilisterne.
- Vi synes, det er en dårlig idé. Jeg forventer, beboerne i området kommer til at hade det, og de biler, der bliver mast udenom, kommer til at være kede af det, fordi de kommer bare til at holde i kø, siger Morten Melchior, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Det Konservative Folkeparti til TV 2 Lorry.
Line Barfod er dog ikke bekymret for de lokales opbakning til forsøget.
- Jeg har svært ved at forestille mig, de skulle være imod det. Generelt på Nørrebro er der stor opbakning til at nedbringe både trafikmængde og luftforurening, siger hun.
De Konservative mener også, det kommer til at skabe mere trafik, hvad siger du til det?
- Det kommer formentlig til at betyde mere trafik på Jagtvej, da mange bruger Stefansgade som en smutvej, men det sænker samtidig trafikken på Stefansgade. Derudover kan det få flere til at tage cyklen, metroen eller bussen fremfor bilen, når de skal gennem Nørrebro, svarer borgmesteren.
Nørrebro Lokaludvalg genkender trafikproblemerne på Stefansgade, og de håber forsøget kan sænke trafikken på den velbesøgte gade.
- Vi synes, det er okay at prøve nogle forsøg af. Vi modtager mange henvendelser om travlhed på vejen, der blandt andet bliver brugt af cyklister og børn. Det er jo en skolevej, siger Mogens Petersen, der er forperson i Nørrebro Lokaludvalg til TV 2 Lorry.
Men vil det ikke komme til at genere beboerne i området?
- Man skal ikke være urolig for, om man kan komme til hoveddøren. Det kan alle. Det er smutvejseffekten for benzin- og dieselbilerne, der bliver fjernet, og det vil naturligvis for nogle blive en omvej, men det, tror jeg, er et spørgsmål om vanedannelse, svarer Mogens Petersen, der ikke oplever en stor modstand til forsøget blandt lokalbefolkningen.
Nye skilte på vejen
Helt konkret vil forbuddet mod emissionskøretøjerne blive håndhævet gennem skiltning på gaden.
Her bliver der sat spritnye skilte op, der viser, at det kun er elbiler, der må køre på Stefansgade.
Forbuddet bliver sat i værk inden for de næste to år, og her vil politiet stå for at sikre, det kun er nulemissionskøretøjer, der færdes på gaden.
(Artiklen fortsætter under billedet...)
Blot den første i rækken?
Ifølge teknik- og miljøborgmesteren er det ikke planen, at Stefansgade skal være Københavns eneste grønne trafikvej. Hun håber, endnu flere gader bliver grønne fremover.
- Jeg kunne godt tænke mig at gøre Jagtvej til en grøn trafikvej, da der er ekstrem meget luftforurening på Jagtvej. Tilsvarende vil det også være fantastisk at kigge på andre steder i byen, så vi kan få sænket den utrolig høje luftforurening i København, siger Line Barfod.
Så grønne trafikveje er noget man skal vænne sig til i København?
- Det håber jeg meget, og det er det, jeg arbejder for, svarer hun.