Aflyser planlagt arrangement på fredag: "Sikkerheden er for stor en opgave"
Københavns Synagoge aflyser Kulturnats-arrangement af sikkerhedsmæssige årsager.
''AFLYST: Synagogen i København.''
Sådan står det skrevet på Kulturnattens hjemmeside under arrangementet i Synagogen.
Her skulle det ellers have været muligt, at besøge den store synagoge i Krystalgade i København og blive klogere på, hvad den bruges til, hvor længe der har boet jøder i Danmark, og hvordan de praktiserer deres tro både før og i dag. skriver Kulturnatten til arrangementet.
Men nu er arrangementet aflyst. Og det sker af sikkerhedsmæssige årsager, lyder det fra Michael Rachlin, der er kommunikationsansvarlig i Det Jødiske Samfund i Danmark.
- Lige præcis Kulturnatten er for stor en opgave for os at varetage sikkerhedsmæssigt, siger han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Kulturnatten er den dag på året, hvor vi får flest eksterne gæster i Synagogen. Her kommer omkring 2000 mennesker på besøg, og det er en stor opgave også for vores sikkerhedsfolk. Derfor har vi i år valgt at prioritere anderledes.
Vil ikke skabe frygt
Michael Rachlin pointerer dog, at aflysningen ikke skal skabe frygt blandt danske jøder.
- Det er vigtigt for os at understrege, at danske jøder ikke skal være bange for at komme i Krystalgade eller hos andre jødiske institutioner, understreger han.
Københavns Politi har søndag udtalt, at de har øget opmærksomhed på jødiske og israelske adresser i hovedstaden, efter at den palæstinensiske militante organisation Hamas har angrebet Israel.
Flere end 1200 israelere er blevet dræbt i krigskonflikten hidtil, mens den har kostet flere end 900 palæstinensere livet.