Amager Fælleds Venner vil anke dom fra Københavns Byret
Københavns Byret har torsdag offentliggjort sin afgørelse i den retssag, Amager Fælleds Venner har anlagt mod Miljø- og Fødevareklagenævnet samt Planklagenævnet.
Amager Fælleds Venner har tabt en sag, hvor et omstridt byggeri på Amager Fælled har været omdrejningspunktet – en afgørelse, som Amager Fælleds Venner vil anke.
Det skriver Amager Fælleds Venner i en pressemeddelelse.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum i sagen, som foreningen anlagde mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet.
Ifølge Amager Fælleds Venners advokat, Johan Løje, vil dommen blive anket til Landsretten.
- Jeg mener helt klart, at vi skal gå videre med denne principielle sag. For mig er der ingen tvivl om, at reglerne i EU’s VVM-direktiv er overtrådt, da afgørende dokumenter i sagen ikke blev sendt i høring. Jeg er både skuffet og forundret over, at Byretten har valgt ikke at høre EU-domstolen om deres vurdering af sagen, siger Johan Løje i pressemeddelelsen.
Johan Løje argumenterede under retssagen med, at det var i strid med EU-retten, at klagenævnene i sin behandling af sagen inddrog en stor mængde nye rapporter og dokumenter, som ikke havde været ude i offentlig høring.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Sagen er ikke slut endnu
Nævnene gav grønt lys til byggeriet, som Amager Fælleds Venner har forsøgt at få sat en fuldstændig stopper for.
Man har forsøgt at få nævnene til at anerkende, at blåstemplingen af byggetilladelsen skulle erklæres ugyldig.
Men nu har en dommer afgjort, at der ikke er blevet handlet i strid med reglerne.
Advokat Johan Løje mener da ikke, at sagen er slut endnu.
- Det er jo i øvrigt ikke sådan, at sagen forsvinder med den her afgørelse. Byretten har i dag kun taget stilling til, om de formelle høringsregler har været overholdt. Men det formelle spørgsmål om høringsreglerne er kun et enkelt element i den sag, vi har rejst ved Byretten, siger Johan Løje og fortsætter:
- Tilbage står hovedspørgsmålet om, hvorvidt klagenævnene har haft et tilstrækkeligt velunderbygget videnskabeligt grundlag for at fastslå, at projektet ikke vil skade raste- og ynglestederne for den habitatbeskyttede og fredede stor vandsalamander. Dette spørgsmål skal Byretten nu forholde sig til, tilføjer han.
Et tilbageslag for naturen
Afgørelsen ærgrer da også talspersonen for Amager Fælleds Venner, Ulla Rosenvold.
- Desværre giver Byretten ikke Amager Fælleds Venner ret i, at det var i strid med reglerne for miljøvurderinger, da klagenævnene tilbage i december 2021 sagde god for det planlagte byggeri på Amager Fælled. Afgørelsen er et tilbageslag for naturen og for demokratiet, siger Ulla Rosenvold i pressemeddelelsen.
Amager Fælleds Venner har i syv år kæmpet for at forhindre byggeri på Amager Fælled – men sagen går helt tilbage til 1994.
Du kan få et overblik over hele sagen i artiklen her.