Oversigt

Seneste nyt

Amagerrytter og VM-håb styrter og udgår af Luxembourg Rundt

Det danske VM-håb Mattias Skjelmose er torsdag udgået af Luxembourg Rundt efter et styrt og har dermed fået en skidt optakt til næste uges VM i cykling.

Danskerens arbejdsgiver, Lidl-Trek, oplyser på det sociale medie X, at danskeren var involveret i et styrt på 2. etape.

Skjelmose oplyste til holdet, at han havde pådraget sig flere sår, og at han derfor ikke var i stand til at fortsætte.

I en opdatering senere på torsdagen beretter cykelholdet ifølge feltet.dk, at Skjelmose har pådraget sig sår på albue, hofte og knæ. Derudover betegnes danskeren som en smule svimmel.

Lidl-Trek er ikke bekymret for alvorlige skader, og holdet slår fast, at Skjelmoses deltagelse i næste uges VM ikke er i fare.

Den 24-årige rytter anses som det bedste danske bud til det kommende VM på en hård rute omkring Zürich i Schweiz.

VM køres søndag 29. september.