Amagers næstældste værtshus sat til salg
Går man med en drøm om at eje et historisk værtshus, har man nu chancen for at erhverve sig Amagers næstældste af slagsen.
Vinstuen, som ligger på Christmas Møllers Plads, er nemlig sat til salg.
I et opslag på Facebook annoncerer ejerne bag værtshuset, at man søger en ny ejer, der kan drive vandhullet videre.
Bodegaen Vinstuen åbnede i 1917 i det, der dengang var en nyopført ejendom ud mod Christianshavns voldanlæg.
Værtshuset har faktisk været til salg længe – faktisk omkring et år – men på grund af manglende interesse tyer ejerne bag Vinstuen nu til Facebook i håb om at komme igennem med salget.
Ifølge avisen AmagerLiv er Guldhuset i Woltersgade i øvrigt det eneste værtshus på Amager med flere år på bagen end Vinstuen.