Oversigt

Seneste nyt

Anholdelser af svenske teenagere i København skaber bekymring

Flere anholdelser af svenske teenagere i Københavnsområdet trækker tråde til det kriminelle miljø og bekymrer både politikere og en forsker.

Det skriver DR, der blandt andet har talt med David Sausdal, der er kriminolog på Lunds Universitet. 

- Det er bekymrende at se, at svenske bander virker til at gøre noget, man ellers sjældent ser: At bekrige andre bander hen over grænserne, siger han til mediet. 

Siden foråret er flere unge svenskere blevet anholdt i hovedstadsområdet. I juni blev to svenske drenge eksempelvis begge sigtet for drabsforsøg ved et rockerklubhus i Brøndby.

Og tirsdag blev to svenskere - en kvinde på 18 år og en mand på 22 år - anholdt og senere varetægtsfængslet for blandt andet våbenbesiddelse. 

Også i weekenden blev en 19-årig svensk mand sigtet for en sprængning ved en smykkeforretning i Valby i juni. Ifølge sigtelsen trækker handlingen tråde til bandemiljøet.