Bagerier har fået nok: Modebrands tigger om morgenbrød under Fashion Week
Bagerier får disse dage masser af henvendelser fra store modebrands, der vil have morgenmad til deres events. Problemet er bare, at de forventer at få det gratis, fortæller manden bag tre populære bagerier i København.
Copenhagen Fashion Week er tilbage, og hovedstaden vrimler med influencere, der iført smalle solbriller, oversize blazere og sorte ballerinasko skal overvære det kommende års nyeste mode.
Men den kan ikke klares på tom mave, og derfor sværmer flere modebrands om Københavns populære bagerier for at få fingrene i croissanter, kardemommesnurrer og BMO'er til deres events.
Problemet er bare, at de ikke vil betale for det.
Det er i hvert fald, hvad Rasmus Sjødahl oplever. Han er medejer af bagerierne Benji, Alice og Københavns Bageri, og han får henvendelser fra modebrands og PR-bureauer i alle sine bagerier, når modeugen kommer til byen.
- Vi har studset over, at der på denne tid af året altid kommer et hav af henvendelser fra dem, der er nederst i hierarkiet i de her modevirksomheder, som har en eller anden influencer-titel eller er TikTok-manager, og de spørger så, om vi lige kan sponsorere nogle boller og croissanter, for de har en morgenmad, hvor der kommer nogle meget vigtige mennesker, som kan generere en masse content, siger Rasmus Sjødahl til TV 2 Kosmopol:
- Og de siger, at de selvfølgelig vil sørge for, at vi bliver "highlightet", og at der er en masse "formidling" i det, og alle de andre dejlige buzzwords, hvor man, når man er over 35 år, får lidt lyst til bare at gå ud og kaste op.
99 procent af dem, der kontakter hans bagerier under Fashion Week, beder om sponsoreret morgenbrød, fortæller han.
Også bageriet Andersen & Maillard bekræfter over for TV 2 Kosmopol, at de ugentligt får mange henvendelser fra personer, der ønsker gratis mad i bytte for promovering på sociale medier.
De svarer dog altid, at de ikke laver sponsorater eller bytter varer for billeder, fortæller bageriet i en mail.
Hypet kringle
Rasmus Sjødahl fortæller, at det er alle slags virksomheder inden for modebranchen, der ønsker gratis bagværk - også de helt store modebrands.
- Det er små, ligegyldige beløb. Det er ikke, fordi de spørger om morgenmad til 500 mennesker. De spørger om morgenmad til måske 20-30 mennesker, siger han:
- Så kan deres influencer-gæster smide det på Instagram og TikTok, og så tror de, at det er nok betaling for os.
Sidste år blev Rasmus Sjødahl tilpas provokeret, da et stort modebrand bad om gratis bagværk, så han sendte dem deres eget årsregnskab fra året før for at illustrere, hvor absurd deres anmodning var.
- Jeg sagde: "Hvordan kan I helt seriøst sidde med 8-10 millioner i overskud og skrive til mig som enkeltmandsvirksomhed om gratis ting?", fortæller han.
Siden har han ikke hørt noget fra det modebrand. Resten af henvendelserne, der løbende lander i hans indbakke, har han nu valgt at ignorere.
De københavnske bagerier er for tiden enormt populære og har de seneste år modtaget international opmærksomhed i serier som The Bear.
- Der er generelt en øget tendens til, at folk spørger om sponsorater. En del af forklaringen er nok, at croissanter fra Juno eller kringle fra Københavns Bageri er blevet noget, man flasher. Der er status i det, siger Rasmus Sjødahl.
Og det er fedt, mener han - så længe, der bliver betalt for det.