Børsens ejer takker Københavns Politi
- Først og fremmest vil jeg gerne takke alle de mange, der ydede en gigantisk indsats i forbindelse med branden. Beredskab, myndigheder og samarbejdspartnere. Alle dem, der har ydet så stort for at sikre, at branden blev håndteret og slukket. At så meget blev reddet, og at vi i dag står her og faktisk er kommet mange skridt videre siden den tragiske brand, der brød ud den 16. april. Det er en ekstraordinær indsats, som vi har set hele vejen fra morgenen den 16. april og så til i dag, hvor myndighederne er kommet med deres konklusioner. Fra Dansk Erhvervs side vil vi gerne takke for det grundige arbejde, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, der ejer Børsen.
Københavns Politi har netop meddelt, at alle relevante efterforskningsskridt er afsøgt, uden at man kan påvise brandårsagen. Efterforskningen er derfor indstillet.
- Konklusionen er, at intet tyder på, at branden er opstået som følge af en kriminel handling, herunder at personer i bygningen forsætligt eller uforsætligt har forårsaget branden. Den konklusion er vi i Dansk Erhverv naturligvis glade for. Og nu ser vi så fremad. For det handler om at få genopført Børsen til gavn og glæde for hele Danmark, siger Brian Mikkelsen.